Trump: USA kan snart ende krig i Iran
USA kan ifølge Trump indstille sin krig i Iran inden for to-tre uger og nævner mulighed for aftale inden da.
USA kan ende sin krig i Iran inden for to til tre uger.Det siger USA's præsident, Donald Trump, ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP tirsdag til journalister i Det Hvide Hus.
Ordene faldt, da Trump blev spurgt ind til konsekvenserne af stigende brændstofpriser som følge af krigen.
- Alt, jeg skal gøre, er at forlade Iran. Og det vil vi gøre meget snart, og så vil de falde kraftigt.
- Men vi gør arbejdet færdigt, og jeg vil tro, at de amerikanske styrker inden for to uger - måske et par dage mere - vil rejse væk, siger Donald Trump ifølge AFP.
Præsidenten tilføjer ifølge Reuters, at der allerede inden den nævnte tidshorisont muligvis kan indgås en aftale med Iran.
Trump fortæller, at der allerede er sket det, som han betegner som et regimeskifte i Iran.
Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, var blandt de første, der blev slået ihjel.
Siden har sønnen Mojtaba Khamenei overtaget posten som øverste leder i landet, der er et præstestyre.
Tidligere tirsdag sagde Irans præsident, Masoud Pezeshkian, at Iran har den "nødvendige vilje" til at afslutte den igangværende krig, hvis der bliver givet garantier om, at krigen ikke genoptages.
Det fremgik af en udtalelse fra Irans præsidentkontor efter en telefonsamtale mellem Pezeshkian og formanden for Det Europæiske Råd, António Costa.
- Vi besidder den nødvendige vilje til at afslutte denne konflikt, forudsat at afgørende garantier bliver opfyldt, sagde Pezeshkian ifølge AFP.
USA og Israel indledte den første bølge af angreb i Iran den 28. februar.
Ifølge Trump skete det for at hindre Iran i at få atomvåben og missiler, der kunne nå USA.
Iran svarede igen med at angribe en række mål på tværs af Mellemøsten med missiler og droner, og krigen har udviklet sig til en regional konflikt.
/ritzau/
