Kraftigt snevejr giver problemer i trafikken i Norge og Sverige

3. JAN 2025 • 11:08UDLAND

Dele af Sverige bliver ramt af kraftige snebyger fredag. I Norge er der udsigt til op til 50 centimeter sne.

Ligesom flere steder i Danmark er både Norge og Sverige ramt af snevejr fredag formiddag.

Snevejret skaber store trafikale problemer.

Det skriver den svenske avis Expressen og den norske avis VG.

I det vestlige Norge i amtet Møre og Romsdal ventes der at falde mellem 30 og 50 centimeter sne i løbet af dagen.

Og lidt længere mod nord i Trondheim er al bustrafik indstillet fredag formiddag på grund af snevejret, mens blandt andet motorvej E6 ved Dovrefjell er spærret.

Snevejret i Norge ventes at fortsætte lørdag i Møre og Romsdal og i resten af landsdelen Trøndelag i den vestlige og centrale del af landet.

I nabolandet Sverige advarer det svenske meteorologiske institut om risiko for kraftige snebyger og hård vind i Götaland i den sydlige del af landet.

Det skriver nyhedsbureauet TT.

I netop Götaland har flere forulykkede lastbiler spærret en landevej fredag morgen, og en sneplov er kørt fast på motorvej E6.

Togtrafikken på strækningerne Borås-Varberg og Uddevalla-Strömstad blev indstillet efter midnat natten til fredag på grund af snevejret.

Begge strækninger ligger i Götaland.

Der er store forskelle på, hvor meget sne der falder i Götaland, fortæller meteorolog Linus Karlsson til TT.

- Der ventes generelt mellem 5 og 15 centimeter sne. I og med at det er så blæsende, får vi snedriver og en ujævn fordeling af sneen, siger han.

Snevejret ventes at bevæge sig mod øst hen over Götaland i løbet af fredag formiddag og eftermiddag.

Der er foreløbig ingen meldinger om tilskadekomne i trafikken i Norge eller Sverige som følge af snevejret.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT