Konsulenthus fundet medansvarlig for tortur i Abu Ghraib

13. NOV 2024 • 02:45UDLAND

Caci skal betale 295,1 millioner kroner i erstatning til tre ofre for tortur i Iraks Abu Ghraib-fængsel.

En civil virksomhed er for første gang blevet juridisk ansvarlig for den tortur, som udspillede sig mod fanger i det irakiske fængsel Abu Ghraib under den amerikanskledede besættelse af landet mellem 2003 og 2004.

Et nævningeting har tirsdag fundet det amerikanske konsulenthus Caci medansvarlig for torturen. Det skete ved en føderal domstol i den amerikanske delstat Virginia.

Caci's blev under besættelsen hyret af den amerikanske regering til at hjælpe med at afhøre fanger i fængslet.

Caci benægter dog, at dets ansatte har været med til at torturere fanger og har sagt, at det agter at anke beslutningen fra domstolen i Virginia.

Selskabet er blevet beordret til at betale i alt 42 millioner dollar, som svarer til cirka 295,1 millioner kroner, i erstatning til tre sagsøgere.

Abu Ghraib blev verdenskendt og en skandale for den amerikanske og britiske regering, da der i 2004 blev lækket billeder til medier fra fængslet af fanger.

Billederne viste amerikanske soldater, der smilede til kameraet, mens fanger blev tvunget til at posere i ydmygende situationer. Et af billederne viste en pyramide af nøgne fanger.

Et andet viste fanger som blev tvunget i seksuelle positioner.

Tilbageholdte i Abu Ghraib har siden fortalt, at de måtte stå model til overfald og seksuelle overgreb. Flere har fortalt, at de blev tortureret med elektriske stød, og at der blev holdt imitationer af henrettelser i fængslet.

De tre sagsøgere, Suhail al-Shimari, Salah al-Ejaili og Assad al-Zuba'e, har sagt, at ansatte fra Caci bad personalet i fængslet om at "bløde fangerne op" inden afhøringer.

Alle tre blev med tiden løsladt fra Abu Ghraib uden nogensinde at have været tiltalt for en forbrydelse.

En talsmand for Caci siger efter afgørelsen ved domstolen, at det er forkert, at Caci er blevet sat i forbindelse med en gruppe militære fængselsbetjentes "uheldige" og "uhensigtsmæssige" handlinger.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT