Kina vil udvikle model for verdensfred med arabiske stater
Xi Jinping, Kinas præsident, vil arbejde med arabiske stater om at udvikle plan for verdensfreden.
Kina vil samarbejde med de arabiske stater om at udvikle en model for at bevare verdensfreden og den globale stabilitet.Det siger Kinas præsident, Xi Jinping, torsdag på et topmøde for de kinesisk-arabiske staters samarbejdsforum (CASCF).
Aktuelt optager særligt to konflikter det internationale samfund: krigen i Gazastriben samt krigen i Ukraine.
På mødet siger Xi, at krigen i Gazastriben ikke kan fortsætte på ubestemt tid, og at en tostatsløsning for palæstinenserne ikke skal forkastes.
Historisk set har Kina fattet sympati for den palæstinensiske sag, og landet støtter en tostatsløsning med dertilhørende medlemskab af FN.
Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, såvel som andre ledere fra De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Tunesien, deltager i topmødet i Kina i denne uge.
Lederne ankom 28. maj og bliver til 1 juni.
I sin tale til deltagerne på topmødet siger Xi også, at han bakker op om en fredskonference for at stoppe konflikten i Mellemøsten.
- Mellemøsten har stort potentiale for udvikling, men krigen raser stadig, siger Xi.
Xi udtalte onsdag på et møde med al-Sisi, at han var dybt påvirket af krigen i Gazastriben, hvor mindst 36.000 ifølge de lokale sundhedsmyndigheder, som er kontrolleret af Hamas-bevægelsen, er blevet dræbt.
- Topprioriteten er en øjeblikkelig våbenhvile for at forhindre, at konflikten udvikler sig yderligere og påvirker den regionale fred og stabilitet, sagde præsidenten da.
Kina har i de seneste år positioneret sig som en samarbejdspartner for landene i Mellemøsten.
Sidste måned var Kina også vært for et møde med Hamas og Fatah, der med præsident Mahmoud Abbas i spidsen har magten på Vestbredden.
Mødet handlede blandt andet om en palæstinensisk genforening.
/ritzau/Reuters