Kilder venter mistillidsafstemning i Frankrig onsdag

3. DEC 2024 • 14:27UDLAND

Frankrigs regering med Michel Barnier i spidsen risikerer kollaps på grund af strid om finansloven.

Frankrigs parlament ventes onsdag eftermiddag at afholde en mistillidsafstemning mod premierminister Michel Barnier.

Det oplyser kilder fra parlamentet til det franske nyhedsbureau AFP.

Partier på både højre- og venstrefløjen har på forhånd tilkendegivet, at de vil stemme for et mistillidsvotum mod Barnier.

Den tilspidsede situation skyldes uenighed om næste års finanslov.

Premierministeren leder en mindretalsregering bestående af partier fra den politiske midte. Han har tvunget en del af næste års finanslov igennem via den kontroversielle artikel 49.3.

Artiklen gør, at regeringen kan tvinge lovgivning igennem uden en afstemning i parlamentet.

Men parlamentet kan så udtrykke mistillid som reaktion.

Hvis mistillidsafstemningen ender med et regeringskollaps, nåede Barnier at sidde ganske kort i spidsen for regeringen.

Han tiltrådte således først som premierminister i september.

Barnier har lovet at forbedre Frankrigs finanser med 60 milliarder euro - 447 milliarder kroner - i 2025.

Det skal ske med henblik på at reducere den offentlige sektors underskud fra at udgøre 6,1 procent af BNP i år til at udgøre 5 procent af BNP næste år.

Barnier er ifølge AFP kommet med en række indrømmelser over for oppositionen. Blandt andet har han droppet planer, som hans regering havde, om at skære i tilbagebetalingen af borgernes udgifter til receptpligtig medicin.

Regeringen har dog ikke gjort tilstrækkeligt til, at partierne rundt om den vil acceptere finansloven.

Den franske midterregering har stået i en vanskelig parlamentarisk situation, siden den blev dannet for tre måneder siden.

Parlamentsvalget i juni og juli gjorde venstrefløjsalliancen Den Nye Folkefront (NFP) til den største blok i det franske parlament.

Men ingen partialliance havde klart flertal.

Efter et par måneders dødvande valgte præsident Emmanuel Macron i september at udpege centrum-højrepolitikeren Michel Barnier fra partiet Republikanerne som ny premierminister.

Hvis Barniers regering bryder sammen, er det første gang siden 1962, at en mistillidsafstemning resulterer i et regeringskollaps.

Dengang var det George Pompidous regering, der blev væltet gennem en mistillidsafstemning.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT