Jordskælv koster mindst 126 mennesker livet i Tibet
Mange bygninger styrtede sammen, da Tibet blev ramt af et kraftigt jordskælv natten til tirsdag dansk tid.
Antallet af omkomne efter et jordskælv i Tibet natten til tirsdag er blevet opjusteret til 126.Det rapporterer det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua ifølge nyhedsbureauet AFP.
Foruden de omkomne er mindst 188 personer blevet kvæstet.
Blandt dem er mindst 28 personer i kritisk tilstand, oplyser den statslige kinesiske tv-station CCTV.
Tidligere på dagen forlød det, at 95 mennesker havde mistet livet i forbindelse med jordskælvet, som fik flere end 3600 bygninger til at styrte sammen.
Jordskælvet fandt sted klokken 02.05 dansk tid og havde en beregnet styrke på 6,8. Skælvet blev registeret i en dybde på ti kilometer, oplyser Kinas Jordskælvsnetværkscenter.
Skælvet ramte et bjergrigt område i Tibets Tingri-region, der ligger cirka 80 kilometer fra Mount Everest og tæt på Kinas grænse til Nepal.
Tibet er en autonom region i det sydvestlige Kina.
En indbygger i det berørte område fortæller til AFP, at husene i området er særligt sårbare over for rystelser.
- Husene her er lavet af jord, så da jordskælvet kom, kollapsede mange huse, siger Sangij Dangzhi over telefonen til AFP.
Han ejer selv et supermarked, som har fået store skader.
Der bor cirka 62.000 mennesker i Tingri, som er et langt mindre udviklet område end eksempelvis Tibets hovedstad, Lhasa.
Bygningerne i området er ifølge AFP typisk lavet af materialer som sten, mudder og træbjælker.
Der er koldt i området, hvor temperaturen ventes at falde ned til minus 16 grader tirsdag aften og nat lokal tid.
Ifølge myndighederne i området er 3400 redningsfolk og 340 personer med sundhedsfaglig baggrund sendt ud for at hjælpe nødstedte tibetanere og bringe nødhjælp ud til dem, der har mistet deres hjem i skælvet.
/ritzau/