Israel hævder at have angrebet smuglerruter i Libanon
Israels militær siger, at det i Libanon har angrebet flere "trusler". Heriblandt ruter til smugleri af våben.
Israel har søndag udført luftangreb i Libanon.Ifølge libanesiske statsmedier har angrebene været rettet mod områder i den østlige og sydlige del af landet.
Fra det israelske militær lyder det, at det har ramt mål tilhørende den militante Hizbollah-bevægelse - heriblandt smuglerruter langs Libanons grænse til Syrien.
Hizbollah, der er støttet af Iran, har i årevis været i konflikt med Israel, men efter Hamas' angreb på Israel i oktober 2023 og under Israels krig i Gaza er konflikten mellem Hizbollah og Israel eskaleret.
En våbenhvile, som blev indgået i november af parterne, har lagt en dæmper på situationen. Søndagens angreb lægger dog pres på våbenhvilen, skriver AFP.
Ifølge Libanons statslige nyhedsbureau blev angrebene udført med israelske luftfartøjer i udkanten af byen Janta, som ligger i Baalbek-regionen i det østlige Libanon, og i andre områder nær Nabatieh i det sydlige Libanon.
Det meldes herfra ikke, om nogen har mistet livet.
Om søndagens angreb siger det israelske militær, at det har angrebet en række mål, som det til myndigheder, der fører tilsyn med våbenhvilen, har præsenteret som "trusler".
- Blandt de angrebne mål var en plads til raketaffyringer, et militært opholdssted og ruter langs grænsen mellem Syrien og Libanon, som er blevet brugt til at smugle våben for Hizbollah, siger militæret.
Aftalen om våbenhvile, der trådte i kraft 27. november, indeholder blandt andet en bestemmelse om, at Israel inden for 60 dage skal trække sine soldater ud af Libanon.
Søndagens angreb finder således sted to uger inden denne deadline, der ligger den 26. januar.
Begge parter har siden våbenhvilen trådte i kraft beskyldt hinanden for ikke at overholde den.
Israels militær siger efter søndagens angreb, at militæret handlede "i overensstemmelse med våbenhvilens principper".
/ritzau/AFP