Islamisk forening forbydes efter krav om et kalifat i Tyskland
Én islamisk forening forbydes - to andre undersøges - i Tyskland efter mistanke om antidemokratisk aktivitet.
De tyske myndigheder forbyder organisationen Muslim Interaktiv og beskylder den for forfatningsstridige aktiviteter.Årsagen er blandt andet, at den har advokeret for etableringen af et kalifat - altså et islamisk styre - i Tyskland.
Det oplyser Tysklands indenrigsministerium i en pressemeddelelse.
Samtidig er syv ejendomme i Hamburg og 12 ejendomme i Berlin og delstaten Hesse blevet ransaget onsdag morgen. Det er sket som led i en undersøgelse af organisationerne Generation Islam og Realität Islam.
Generation Islam og Realität Islam mistænkes ligesom Muslim Interaktiv for antidemokratiske og forfatningsstridige aktiviteter.
- De, der går på gaden og kræver et kalifat, opildner til had mod staten Israel og jøder og foragter kvinders og minoriteters rettigheder, møder vi med retsstatens hårdhed, siger indenrigsminister Alexander Dobrindt.
- Vi vil ikke tillade, at organisationer som Muslim Interaktiv nedbryder vores frie samfund med deres had, foragter vores demokrati og angriber vores land indefra, siger han videre i pressemeddelelsen.
Som følge af forbuddet mod Muslim Interaktiv bliver foreningens værdier konfiskeret. Foreningen blev grundlagt i 2020.
Den har organiseret flere demonstrationer i Tyskland og gjorde sig især bemærket under en demonstration i 2024. Her krævede dens medlemmer, at der skulle etableres et kalifat i Tyskland.
Det er især - men ikke kun - kravet om etableringen af et kalifat, der har fået de tyske myndigheder til at skride ind over for Muslim Interaktiv, fremgår det af meddelelsen fra det tyske indenrigsministerium.
Ministeriet skriver, at Muslim Interaktiv ifølge foreningens egne udtalelser mener, at islam er den eneste accepterede model for social orden, og at al statslig indblanding i det islamiske liv er uacceptabel.
Dermed strider foreningen imod Tysklands demokratiske værdier.
Ministeriet mener også, at foreningen udviser foragt for menneskerettighederne ved at være imod ligestilling mellem kønnene og imod, at mennesker er frie til at vælge deres egen seksuelle orientering.
Og så afviser foreningen Israels ret til at eksistere, påpeger ministeriet. Det er ikke i sig selv ulovligt, men hvis synspunktet bliver fremført som led i for eksempel antisemitisk hadtale, kan det være ulovligt.
Indenrigsministeriet lægger vægt på, at den islamiske forening bruger sociale medier intensivt for at fremme sine budskaber.
/ritzau/
