Hizbollah-chef truer Israel med fortsatte angreb
Hvis Israel udvider krigen, vil Hizbollah også udvide krigen, advarer Hassan Nasrallah i ny tale tirsdag.
Lederen af den libanesiske Hizbollah-bevægelse, Hassan Nasrallah, truer med at sende flere israelere på flugt fra deres hjem i det nordlige Israel ved grænsen til Libanon.Det fremgår af en tv-tale, han holder tirsdag.
Her gentager Nasrallah, at fjendtlighederne ved grænsen mellem de to lande først vil stoppe, når Israels "aggression" mod Gazastriben stopper.
Det har Hizbollah meddelt flere gange tidligere.
I forvejen er titusinder af indbyggere blevet evakueret fra deres hjem i det nordlige Israel.
Lige siden krigen mellem den palæstinensiske Hamas-bevægelse og Israel brød ud 7. oktober, har Hizbollah skudt raketter og granater fra det sydlige Libanon mod Israel.
Nasrallah siger videre i sin tale tirsdag, at hvis "I udvider" krigen, "udvider vi" også.
Både palæstinensiske Hamas og den magtfulde Hizbollah-milits i Libanon er støttet af Iran. Hverken Iran eller de to militante bevægelser anerkender Israels ret til at eksistere.
Hassan Nasrallahs tale tirsdag var en hyldest af de dræbte og sårede Hizbollah-krigere i det sydlige Libanon.
Over 200 mennesker er blevet dræbt i Libanon i de over fire måneder, krigen har raset i Gazastriben. Af dem er flere end 194 Hizbollah-krigere, oplyser Nasrallah.
I det nordlige Israel er ti soldater og fem civile dræbt ifølge israelske myndigheder.
Tallene er langt fra de over 28.400 palæstinensere, der af Hamas-myndigheder er meldt dræbt i Gazastriben.
Kampene mellem Hizbollah og Israel har skabt frygt for, at Gazakrigen breder sig til andre lande i Mellemøsten.
Tidligere mandag oplyste embedsmænd i Libanon og Frankrig, at Frankrig har kontaktet Libanons regering med et forslag til, hvordan man kan stoppe kampene.
Ifølge forslaget skal Hizbollahs krigere trække sig ti kilometer væk fra grænsen.
Situationen skal nedtrappes over ti dage, og der skal indsættes 15.000 soldater fra Libanons hær til at sørge for sikkerhed ved grænsen.
Libanon og Israel skal derpå forhandle om at øge sikkerheden ved grænsen, foreslår Frankrig.
Hizbollah har flere gange afvist at forhandle, så længe Israel er i krig i Gazastriben.
Frankrig har historiske bånd med Libanon. Der bor omkring 20.000 franskmænd i landet, og der er omkring 800 franske soldater i den fredsbevarende FN-styrke i det sydlige Libanon, UNIFIL.
/ritzau/Reuters
