Hamas: Liste viser at 25 af 33 gidsler til frigivelse er i live

27. JAN 2025 • 13:25UDLAND

Størstedelen af gidsler, som skal frigives under første fase af våbenhvile, er ifølge Hamas i live.

Den militante palæstinensiske gruppe Hamas har i forbindelse med våbenhvilen leveret en liste, der viser, at 25 ud af 33 gidsler til frigivelse i første fase af våbenhvilen er i live.

Det siger et Hamas-medlem ifølge nyhedsbureauet Reuters, der ikke umiddelbart bringer et navn på vedkommende.

Personen siger, at Hamas har givet listen til mæglere, og at mæglerne har givet listen videre til Israel.

Israelske medier har tidligere berettet, at det netop er opfattelsen blandt israelske embedsmænd, at 25 ud af 33 af gidslerne er i live.

Våbenhvilen er i første omgang sat til at vare seks uger fra ikrafttrædelsen 19. januar og befinder sig i en første fase.

I alt ventes 33 israelske gidsler at blive frigivet i løbet af den fase. Foreløbig er syv blevet frigivet.

Til gengæld ventes omkring 1900 palæstinensere at blive løsladt fra fængsler i Israel, skriver nyhedsbureauet AFP. Undervejs i første fase skal der forhandles om en anden og mere permanent fase. Senere også en tredje fase.

Det var 7. oktober 2023, at omkring 250 personer blev tvunget med til Gazastriben under Hamas' angreb mod Israel. Omkring 1200 blev dræbt.

Israels efterfølgende offensiv mod Gaza har ifølge sundhedsministeriet i det palæstinensiske område dræbt over 47.000 mennesker.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT