Trump retter ny ordre mod transpersoner i USA's militær

28. JAN 2025 • 06:37UDLAND

Donald Trump har blandt andet underskrevet dekreter om transpersoner i militæret og om en såkaldt Iron Dome.

Donald Trump har mandag underskrevet et dekret, der afskaffer, hvad han omtaler som en "transkønnet ideologi" i det amerikanske militær.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Lidt tidligere mandag sagde den amerikanske præsident under en tale i Miami:

- For at sikre at vi har den mest dødbringende styrke i verden, sender vi den transkønnede ideologi langt ud af militæret.

Det amerikanske militær fjernede i 2016 et forbud mod transkønnede. Det skete i præsident Barack Obamas anden præsidentperiode.

Beslutningen betød, at transkønnede, der allerede var i militæret, åbent kunne stå frem, og at transpersoner fra 1. juli 2017 ville blive accepteret.

Trump har flere gange dog talt om, at transpersoner skal holdes ude af hæren.

De konkrete mål for det dekret, som Trump mandag har underskrevet, fremgår ikke umiddelbart. Men der kan potentielt være tale om et stort tilbageskridt for amerikanske LGBT+-personers rettigheder, skriver AFP.

Trump underskrev mandag også en række øvrige dekreter.

Blandt andet et dekret, der har til formål at sætte gang i arbejdet med at bygge et amerikansk luftforsvar mod missiler i stil med den såkaldte Iron Dome - på dansk jernkuppel - som Israels forsvar bruger.

Trump vil også have genansat militærpersonale, som tidligere er blevet afskediget, fordi de ikke ville lade sig vaccinere mod coronavirus.

Derudover vil præsidenten også afskaffe DEI-initiativer i militæret.

DEI er principper, der skal sikre diversitet, lighed og inklusion på eksempelvis arbejdspladser. Trump har også i andre sektorer afskaffet DEI-tiltag.

Et dekret er en oversættelse af det engelske "executive order" og er en befaling eller et påbud udstedt af et statsoverhoved.

Trump har i løbet af sin første uge underskrevet massevis af dekreter - og det fortsatte altså mandag, da han tog hul på sin anden uge som præsident.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT