Price Pejtersen langer hårdt ud efter DCU efter DM-guld
Johan Price Pejtersen kalder forløbet for "ødelæggende for DCU's allerede vaklende tillid og integritet."
Johan Price Pejtersen er langtfra tilfreds med Danmarks Cykle Union (DCU) i sagen om DM-titlen i enkeltstart, som han tirsdag modtog, efter hans diskvalifikation i løbet blev omstødt.- Syv måneder, hvor jeg ikke har kunnet bære Dannebrog og er blevet frarøvet noget af den mest dyrebare tid, man som cykelrytter kan få, skriver Price Pejtersen på det sociale medie Instagram.
Pejtersen blev i første omgang udråbt som vinder, men kort efter blev han diskvalificeret for at have benyttet en cykelsti, som ikke var en del af ruten.
DCU afviste i første omgang, at afgørelser truffet af løbsjuryen kunne appelleres i unionens disciplinærsystem. Den vurdering underkendte Danmarks Idrætsforbunds Appelinstans.
Tirsdag kom dommen fra DCU's Ordensudvalg så, og den tilkendte Price Pejtersen guldet.
Den 26-årige temporytter lægger efter dommen ikke fingre imellem i sin kritik af cykelunionen, og han kalder flere dele af forløbet for "ødelæggende for DCU's allerede vaklende tillid og integritet."
- Derfor kommer min advokat og jeg ligeledes til at forvente interne graverende konsekvenser fra DCU's side af, skriver Price Pejtersen.
- Ingen kan være tjent med sådan inkompetence fra både DCU og de pågældende kommissærer, hvis man skal værne om sportens ærbarhed.
Price Pejtersen kørte i seneste sæson for Bahrain Victorious, men fik ikke forlænget sin kontrakt. Den 26-årige tempospecialist er derfor skiftet til World Tour-holdet Alpecin-Deceuninck fra 2025-sæsonen.
- Værende i et kontraktår med en smule modvind, var dette resultat som en frisk brise, der blæste i min retning. Dog kun for en kort stund.
- De muligheder, som det danske mesterskab kunne have givet mig, vil aldrig komme igen. Det er uacceptabelt, og vi forventer derfor godtgørelse fra DCU, skiver Price Pejtersen.
/ritzau/