Kampe i det østlige DR Congo dræber over 100 personer

28. JAN 2025 • 22:48UDLAND

Ifølge læge i den congolesiske by Goma kan lig i gaderne udgøre en hygiejnemæssig risiko. Knap 1000 er såret.

I Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) har tre dages voldelige sammenstød mellem militæret og den væbnede gruppe M23 kostet mere end 100 personer livet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP på baggrund af tal fra hospitaler i storbyen Goma, som ligger i det østlige DR Congo, hvor sammenstødene finder sted.

Samtidig bliver knap 1000 sårede personer behandlet for deres skader på hospitalerne, lyder det.

En unavngiven læge i byen siger til AFP, at "mange lig" stadig ligger i byen, og at de bør "bjærges så hurtigt som muligt", for at der ikke opstår hygiejnemæssig fare i byen.

M23 er støttet af Rwandas militær. Bevægelsen indtog søndag Goma med hjælp fra rwandiske soldater.

Det står dog ikke klart, hvor stor en del af byen, der er under M23's kontrol.

Goma er hovedby i den østlige provins Nord Kivu.

Ifølge AFP har i alt 17 personer fra to forskellige fredsbevarende styrker - en regional afrikansk indsats og den fredsbevarende FN-styrke Monusco - mistet livet i kampene.

Omkring 1200 personer er i løbet af de seneste 24 timer flygtet over grænsen til nabolandet Rwanda.

24-årige Destin Jamaica Kela, som er en af dem, fortæller, at situationen i DR Congo har "ændret sig meget hurtigt".

- Bomber faldt ned og dræbte folk over det hele, vi så døde kroppe, lyder det.

M23-bevægelsen besatte kortvarigt storbyen i 2012. Men byen blev kort derefter taget tilbage af den congolesiske hær.

M23-bevægelsen ledes af tutsier, som er en befolkningsgruppe, der både lever i DR Congo og nabolandet Rwanda.

Det centralafrikanske land er blandt de største lande i Afrika. Landet anslås at have omkring 115 millioner indbyggere.

Det har mange naturressourcer, men er blandt verdens fattigste lande og har en historie præget af politisk ustabilitet og konflikter.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT