Nato-rådgiver: Tysk våbendirektør har været mål for drabstrusler

28. JAN 2025 • 11:30UDLAND

Drabstrusler mod industriledere i Nato-landene er bare ét eksempel på sabotage, fortæller Nato-rådgiver.

Den øverste direktør for den tyske våbenproducent Rheinmetall har inden for de seneste år været mål for drabstrusler.

Truslerne har været en del af en større sabotagekampagne mod forsvarsalliancen Nato.

Det siger James Appathurai, som er Nato-generalsekretærens rådgiver inden for innovation, it-forsvar og hybride trusler, skriver Reuters.

Appathurai taler i EU-Parlamentet tirsdag formiddag. Her siger han, at sabotage mod Nato de seneste år har omfattet togafsporinger, ildspåsættelser og angreb på politikeres ejendomme.

Dertil kommer "trusler om at snigmyrde industriledere, såsom den øverste chef for Rheinmetall", siger Appathurai.

Ifølge Reuters er det første gang, at det bekræftes offentligt, at der har været trusler om et drab på Rheinmetall-direktøren, Armin Papperger.

CNN skrev om sagen sidste år i juli. Her skrev det amerikanske medie, at den øverste direktør for Rheinmetall havde været mål for attentatplaner.

Mediet baserede sin dækning af sagen på oplysninger fra anonyme amerikanske og europæiske embedsmænd. Og ikke på officielle oplysninger.

Mediet skrev dengang, at drabsplanerne mod Rheinmetall-direktøren var én af en række russiske planer om at dræbe direktører fra den europæiske forsvars- og våbenindustri.

Rheinmetall har ligesom flere andre europæiske producenter bidraget med militært udstyr til Ukraine under den igangværende krig i landet.

Da amerikanske efterretningsfolk fik mistanke om drabsplanerne mod Armin Papperger, informerede de ifølge CNN de tyske myndigheder.

Ifølge CNN's oplysninger afværgede de tyske efterretningstjenester herefter det muligt forestående drab.

Mens kilderne i CNN's dækning af sagen pegede på, at den russiske regering stod bag drabsplanerne, nævnes Rusland ikke direkte af Nato-rådgiveren James Appathurai i EU-Parlamentet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT