FN: Knap 400.000 er vendt tilbage til det nordlige Gaza

28. JAN 2025 • 21:59UDLAND

Folkevandring mod det nordlige Gaza er fortsat tirsdag. Men mange vender hjem til ruiner.

Over 376.000 palæstinensere er vendt tilbage til det nordlige Gaza, efter at der mandag blev åbnet for flere overgange til området under en våbenhvile mellem Israel og Hamas.

Det anslår FN's kontor for koordinering af humanitær indsats (OCHA) tirsdag.

- Over 376.000 mennesker anslås at være vendt tilbage til deres oprindelsessted i det nordlige Gaza, efter at israelske styrker har trukket sig fra to hovedveje langs Netzarim-korridoren, skriver OCHA i en opdatering om den humanitære situation.

Billeder har vist store menneskemængder på vej tilbage til deres hjem i det nordlige Gaza.

Der har dog langtfra været tale om en glædelig hjemvenden for alle. De fleste er blevet konfronteret med de ødelæggende konsekvenser af mere end 15 måneders krig.

- Jeg er glad for at være hjemme, siger Saif al-Din Qazaat til nyhedsbureauet AFP.

Han er vendt hjem til det nordlige Gaza, men måtte sove i et telt ved siden af ruinerne af sit hus.

- Jeg lod ilden brænde hele natten nær mine børn for at holde dem varme. De sov fredfyldt på trods af kulden, men vi har ikke nok tæpper, siger 41-årige Saif al-Din Qazaat.

Aftalen om en våbenhvile trådte i kraft den 19. januar.

Første fase løber over seks uger. Her skal 33 israelske gidsler løslades af Hamas. Omkring 1900 palæstinensiske fanger skal løslades fra israelske fængsler. Et stort antal lastbiler med nødhjælp skal ind i Gaza.

OCHA bemærker i sin humanitære opdatering en stigning i nødhjælpsforsyningerne. Forbedret tilgang for humanitære organisationer har betydet, at de har haft bedre mulighed for at yde livreddende hjælp og andre tjenester.

Samtidig lyder det dog fra FN-kontoret, at der er behov for en meget stor indsats i det nordlige Gaza. Her er både vandforsyning og andre former for infrastruktur blevet udsat for omfattende ødelæggelser. Reparationer er nødvendige for at leve op til "basale menneskelige behov", vurderer OCHA.

Inden krigen var Gazas befolkning på omkring 2,3 millioner mennesker. Størstedelen er som følge af krigen blevet internt fordrevne.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT