Egypten får menneskerettighedskritik i FN-gennemgang

29. JAN 2025 • 01:18UDLAND

Menneskerettigheder i FN-lande bliver regelmæssigt gennemgået. Egypten fik under gennemgang tirsdag kritik.

Egypten har tirsdag aften mødt kritik i FN under en gennemgang af landets status på området for menneskerettigheder.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Egypten har den seneste tid indført flere menneskerettighedsreformer, men flere lander fremhævede tirsdag alligevel et behov for en yderligere indsats.

De mener blandt andet, at dødsstraffen i landet bør afskaffes, og at forholdene i fængsler bør forbedres.

En egyptisk delegation ledt af udenrigsminister Badr Abdelatty forsvarede den egyptiske regerings "bemærkelsesværdige fremgang" - og blandt andet Kina og Saudi-Arabien roste landets reformer.

Egypten har blandt andet lagt sin første konkrete strategi i forhold til menneskerettigheder, hvor hundredvis af politiske fanger er blevet løsladt.

Forud for tirsdagens møde i FN lød det dog i en udtalelse fra Egyptens største menneskerettighedsorganisationer, at mange af den seneste tids tiltag er "overfladiske initiativer".

Organisationerne opfordrede til, at gennemgangen i FN skulle fokusere på de "systematiske og udbredte" krænkelser af menneskerettigheder - heriblandt anvendelsen af tortur.

I alt otte organisationer, herunder den uafhængige Egyptian Initiative for Personal Rights og Egyptian Commission for Rights and Freedoms, mener således, at Egypten står i en "vedvarende menneskerettighedskrise".

Alle 193 medlemslande i FN skal hver fjerde til femte år være mål for en gennemgang af landets menneskerettigheder.

Under tirsdagens gennemgang meldte 141 lande sig til at sige noget, hvilket betød, at der kun var 50 sekunders taletid per land.

Den britiske repræsentant ved FN, Simon Manley, fremhævede "de vilkårlige tilbageholdelser af journalister, aktivister og menneskerettighedsforkæmpere" i Egypten.

Fredrik Nivaeus, som repræsenterer Sverige, beklagede samtidig at det egyptiske civilsamfunds plads "skrumper", og opfordrede til, at landet dropper "unødvendige restriktioner" for aktivister - eksempelvis rejseforbud og indefrysning af aktiver.

Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, bliver af menneskerettighedsorganisationer kaldt både kupmager og diktator. Han var hærchef og forsvarsminister i 2013, da han væltede den folkevalgte, islamistiske præsident Mohamed Mursi.

I december indgik Danmark og Egypten en strategisk samarbejdsaftale om blandt andet migration, handel og grøn omstilling.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT