Grupper melder om mindst 25 dræbte i demonstrationer i Iran

6. JAN 2026 • 15:24UDLAND

Demonstrationer har udviklet sig fra at handle om inflation til også at omhandle bredere frustrationer.

Mindst 25 mennesker er ifølge rettighedsgrupper blevet dræbt under ni dage med protester i Iran.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters tirsdag.

Demonstrationerne begyndte den 28. december, da butiksejere i Irans hovedstad, Teheran, strejkede på grund af stigende inflation.

Siden er der også kommet demonstrationer i nogle byer i det vestlige og sydlige Iran.

De har dog ikke nået et omfang som protester i 2022 og 2023, i kølvandet på at 22-årige Mahsa Amini døde i politiets varetægt. Anholdelsen skete, fordi hun ikke havde tildækket sit hår tilstrækkeligt.

Selv om demonstrationerne ikke er af samme omfang som for nogle år siden, er de hurtigt gået fra et økonomisk fokus til også at omhandle bredere frustrationer.

Nogle demonstranter har råbt slagord mod landets præstestyre.

Ifølge den kurdiske menneskerettighedsgruppe Hengaw er over 1000 mennesker blevet anholdt og mindst 25 dræbt.

Gruppen HRANA, som er et netværk af aktivister, oplyser, at mindst 29 er blevet dræbt, herunder to iranske betjente. HRANA melder om 1203 anholdelser.

Reuters har ikke uafhængigt kunnet verificere tallene.

Iranske myndigheder har ikke oplyst dødstal for demonstranter, men melder, at mindst to personer fra iranske sikkerhedstjenester har mistet livet.

Iran er under internationalt pres på grund af demonstrationerne.

Den 2. januar truede USA's præsident, Donald Trump, med, at USA ville komme demonstranterne til hjælp, hvis de iranske myndigheder dræber demonstranter. Truslen kom på hans sociale medie, Truth Social.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har sagt, at "Iran vil ikke give efter for fjenden".

Den iranske politichef, Ahmadreza Radan, bliver af statslige medier tirsdag citeret for, at myndighederne løbende har skelnet mellem demonstranter og personer, som han kalder uromagere. Sidstnævnte vil blive anholdt på stedet, eller hvis de senere bliver identificeret af efterretningsenheder.

- Jeg lover, at vi vil håndtere de sidste af disse urostiftere, siger Radan.

Tirsdag har der ifølge det iranske nyhedsbureau Fars været omkring 150 demonstranter i bazaren i Teheran. De havde ifølge Fars fokus på landets økonomi.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT