Zelenskyj: Ukraine respekterer Danmarks territoriale integritet
Uden at nævne Grønland direkte sender Zelenskyj en særlig hilsen til Danmark under det danske opgør med Trump.
- Vi er taknemmelige over for Danmark for deres EU-formandskab. Og vi respekterer Danmarks territoriale integritet og suverænitet.Sådan lyder det fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
I sin tale ved åbningsceremonien for Cyperns EU-formandskab sender Zelenskyj dermed en særlig hilsen til Danmark.
Det sker uden at nævne Grønland direkte.
Men det er svært ikke at se udtalelsen i lyset af Danmarks opgør med USA's præsident, Donald Trump, om Grønland.
Samtidig understreger Zelenskyj, at Ukraine lige nu selv er i en kamp på liv og død med Rusland i forsøget på at holde sammen på sit territorium.
- Vi er Ukraine. Vær venlig at respektere vores territoriale integritet og suverænitet, siger Zelenskyj.
Ud over krigen mod Rusland har den ukrainske præsident i fredsforhandlingerne med USA oplevet et tiltagende pres fra Trump-administrationen for at afgive territorium som del af en fredsaftale.
Cyperns præsident, Nikos Christodoulides, understreger i sin tale ved åbningsceremonien, at Cypern som det sidste "besatte" EU-land forstår Ukraines situation.
Den cypriotiske regering kontrollerer kun de sydligste to tredjedele af landet, efter at Tyrkiet besatte den nordlige del af landet i 1974.
Derfor har forsvar og sikkerhed samt hjælpen til Ukraine særlig stor betydning for Cypern, siger Nikos Christodoulides.
Under EU-formandskabet vil Cypern forsøge at styrke EU's uafhængighed på fem områder.
Hovedprioriteterne er ligesom under det danske EU-formandskab forsvar og øget konkurrenceevne.
Under det danske EU-formandskab lykkedes det at få EU-landene samlet bag målet om, at Europa skal være i stand til at forsvare sig selv i 2030.
Det arbejde vil Cypern fortsætte.
Vægten vil ligge på at styrke Europas forsvarsindustri og sikre, at EU's såkaldte Safe-lån til EU-landene går til hurtig oprustning.
Cypern vil desuden fortsætte Danmarks arbejde med at gøre Ukraine klar til EU-medlemskab.
Et mål som Zelenskyj i sin tale betegner som en helt afgørende del af sikkerhedsgarantierne til Ukraine efter en fredsaftale er på plads.
Cyperns overtog 1. januar EU-formandskab fra Danmark og holdt onsdag åbningsceremonien med deltage af blandt andre EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen og EU's præsident, António Costa.
Cyperns formandskab strækker sig frem til 1. juli, hvor Irland tager over.
/ritzau/
