Formand for Repræsentanternes Hus: Tror ikke på militær magt i Grønland
USA kigger på, hvordan landet kan bruge diplomati og ikke militær magt i Grønland, mener Mike Johnson.
Formanden for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, har ikke hørt tale om at sende det amerikanske militær til Grønland.Det siger han ifølge nyhedsbureauet AFP onsdag.
- Jeg tror ikke, at der er nogen, der taler om at bruge militær magt i Grønland. De kigger på de diplomatiske kanaler, siger han.
Over for mediet anerkender Johnson, at han ikke blev informeret om den amerikanske indsats i Venezuela, før den skete.
Meldingen kommer, dagen efter at Det Hvide Hus i en udtalelse til Reuters understregede, at "brugen af det amerikanske militær altid er en mulighed, der står til rådighed for den øverstkommanderende".
I udtalelsen lød det desuden, at USA's præsident Donald Trump igen gjorde det klart, at det er en "national sikkerhedsprioritet" at anskaffe Grønland.
Det blev desuden oplyst, at Trump sammen med holdet omkring ham drøfter forskellige muligheder for at "forfølge dette vigtige udenrigspolitiske mål".
En unavngiven kilde, der beskrives som værende højt placeret i embedsværket, fortalte tirsdag til Reuters, at Trump og hans rådgivere blandt andet taler om muligheden for at købe Grønland af Danmark.
Kilden siger videre, at spørgsmålet om anskaffelsen af Grønland ikke kommer til at forsvinde, og at Trump ønsker, at Grønland kommer på amerikanske hænder under hans igangværende embedsperiode.
Trump forlader efter planen Det Hvide Hus i begyndelsen af 2029.
Fra europæisk side er der bekymring for konsekvenserne for Nato og samarbejdet mellem USA og Europa, hvis det skulle komme til en amerikansk annektering af Grønland.
I et opslag på sit sociale medie, Truth Social, skriver den amerikanske præsident, Donald Trump, onsdag, at USA "altid vil være der for Nato".
- Selv hvis de ikke vil være der for os, skriver præsidenten.
/ritzau/
