Mindst 200 meldes dræbt i omfattende israelsk angreb i Gaza
200 er døde i israelske angreb i Gaza, oplyser Gazas Hamas-styrede sundhedsministerium ifølge Reuters.
Israels militær, IDF, siger, at det udfører "omfattende angreb" mod mål tilhørende den militante gruppe Hamas i Gaza natten til tirsdag.Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
200 er dræbt, siger Gazas sundhedsministerium ifølge Reuters. Gazas sundhedsministerium er styret af Hamas.
Der er dog forskellige meldinger om, præcis hvor mange der er blevet dræbt i angrebene.
Gazas redningsmandskab siger til AFP, at 121 er dræbt.
Meldinger om angrebet rullede ind omkring klokken 01 dansk tid, da øjenvidner på stedet fortalte til Reuters, at de natten til tirsdag hørte en række eksplosioner i Gaza.
Også mediet Al Jazeeras journalister oplyste, at de hørte eksplosioner i det nordvestlige Gaza, og at de så israelske krigsfly i luften.
Angrebene finder ifølge Israel sted grundet "Hamas' gentagne afvisninger af at løslade vores gidsler", skriver AFP.
En højtstående embedsmand fra Hamas siger til Reuters, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og hans regering med nattens angreb har besluttet at "omstyrte" våbenhvileaftalen, hvilket kan gøre gidslerne i Gazas skæbner "usikre".
Israels militær siger ifølge Reuters, at det er klar til at fortsætte angreb mod Hamas og infrastruktur tilhørende Hamas i Gaza, "så længe det er nødvendigt", og at det er klar til at udvide offensiven i Gaza til også at omfatte andet end luftangreb.
Ifølge Reuters er angrebene fra Israel de største, siden første fase af en våbenhvile mellem Israel og Hamas trådte i kraft 19. januar.
Den første fase udløb 1. marts.
Lørdag var en delegation fra Hamas i Qatar, mens en israelsk delegation var i Egypten for at forsøge at komme videre med våbenhvileforhandlingerne.
De to parter har haft forskellige ønsker til, hvordan våbenhvilen skal udspille sig.
Israel har sagt, at landet ønsker at forlænge første fase. Hamas kræver derimod, at man påbegynder anden fase, som skal føre til, at krigen i Gaza afsluttes permanent.
Et af de centrale spørgsmål i forhandlingerne har været de israelske gidsler, som har været tilbageholdt i Gaza siden Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober 2023.
/ritzau/