Englændere smider Bakken Bears ud af europæisk turnering
Et klart nederlag til Newcastle Eagles sendte Bakken Bears ud af ENBL, som det danske mesterhold vandt i fjor.
Det bliver ikke til en gentagelse af triumfen fra sidste år i European North Basketball League (ENBL) for Bakken Bears.Aarhusianerne formåede ikke at dæmme op for Newcastle Eagles, som med en sejr på 93-73 sendte det danske basketballhold ud af turneringen tirsdag aften.
Bakken Bears havde ellers vundet det omvendte opgør 87-84 og havde derfor fornuftige muligheder for avancement i Nordengland.
Men allerede i første quarter viste forskellen på de to hold sig. Newcastle Eagles bragte sig fra 8-10 til 22-11 og gik lidt senere til pause med en føring på 11 point.
Gæsterne reducerede hurtigt forspringet til fem point i tredje quarter, men herfra begyndte chancerne at fordufte.
Bakken Bears var i det hele taget en anelse mere uskarpe end Newcastle, selv om Skyler Bowlin med sine 21 point gjorde sit for at holde liv i håbet.
Med to minutter igen var føringen på 16 point, og tiden løb ud, uden at Bakken Bears kom tæt på at hente det påkrævede antal point.
ENBL blev stiftet i 2021 og kører på sin fjerde sæson. Bakken Bears fik med nød og næppe kæmpet sig med i slutspillet på yderste mandat i gruppe B, mens Newcastle vandt gruppe A med syv sejre i otte kampe.
På den baggrund var englændernes samlede sejr ikke helt uventet. Newcastle kan nu se frem mod Final 4-stævnet, der afvikles 8. og 9. april
/ritzau/