Forfatningsdomstol tillader hurtig afstemning om tysk gældsaftale

18. MAR 2025 • 09:44UDLAND

Flere tyske partier har fået afvist et ønske om at få udskudt tirsdagens afstemning om en gældsaftale.

Tysklands måske kommende kansler, Friedrich Merz (CDU), kan tirsdag få et omstridt forslag om en lempelse af reglerne for statens optagelse gæld til afstemning i det tyske parlament.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tyske oppositionspartier har gjort indsigelser, men de er sent mandag blevet afvist af landets forfatningsdomstol.

CDU-lederen ønsker at lempe gældsbremsen på forsvarsområdet, så Tyskland kan støtte Ukraine og opruste det tyske forsvar.

Gældsbremsen - på tysk "Schuldenbremse"- sætter et loft over, hvor meget gæld den tyske stat kan optage, og den er skrevet ind i landets forfatning.

Derudover ønsker Friedrich Merz en infrastrukturfond på 500 milliarder euro.

Det socialdemokratiske parti, SPD, og De Grønne støtter planerne, mens andre partier som Alternative für Deutschland (AfD) og Freie Demokratische Partei (FDP) har gjort indsigelser.

Med indsigelserne har de forsøgt at hindre, at forslaget kommer til afstemning tirsdag som planlagt. Det har forfatningsdomstolen afvist.

Friedrich Merz ønsker at få vedtaget forslaget hurtigt, da han frygter, at yderfløjene kan blokere for det, når det nye tyske parlament samles for første gang 25. marts.

Det nyvalgte parlament samles nøjagtig en måned efter parlamentsvalget i Tyskland.

CDU-lederen, der med stor sandsynlighed bliver Tyskland kommende kansler, mener, at det er afgørende at handle hurtigt. Det skyldes dels en ændret amerikansk politik under præsident Donald Trump og dels et mere fjendtligt Rusland.

CDU, SPD og De Grønne kan stemme forslaget igennem, da de tre partier har de nødvendige to tredjedeles flertal i parlamentet for at lempe gældsbremsen.

Forslaget kommer på et tidspunkt, hvor Tysklands økonomi er presset.

Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) har i sin seneste månedsrapport vurderet, at Tysklands økonomi i 2025 vil vokse 0,4 procent.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT