Syvendeseedede ismestre nærmer sig semifinale
Odense Bulldogs gik ind til slutspillet som andenseedet, men risikerer nu at ryge ud til Sønderjyske.
Det begynder så småt at se kritisk ud for Odense Bulldogs i bestræbelserne på at nå frem til semifinalerne i Metal Ligaen.Ishockeyholdet fra Fyn tabte tirsdag aften 2-4 på hjemmebane til Sønderjyske, som nu fører kvartfinaleserien med 2-1 og har fordel af hjemmebane i næste kamp.
Odense gik ellers ind til slutspillet som andenseedet efter at have været næstbedst i grundspillet, men det syvendeseedede mandskab fra Vojens har grebet chancen.
I søndags vandt de forsvarende danmarksmestre efter overtid, men det var ikke nødvendigt i tirsdagens udekamp, som blev afgjort i anden periode.
Fire minutter inde i perioden landede pucken hos Mathias Borring Hansen efter en faceoff, og forwarden smækkede den i nettet til 1-0.
Så var gæsterne ellers varme, og mindre end ti minutter senere blev det 2-0 i powerplay. David Madsen fik pucken med sig på finurlig vis og fordoblede Sønderjyskes føring.
Bedre for værterne blev det ikke af, at Jacob Panetta udnyttede formidabelt forarbejde af Alexander Wiklund til at score til 3-0 i helt fri position.
Odense vandt den sidste periode med 2-1, men det var ikke nok til at skabe spænding om udfaldet i slutminutterne.
Også Herning Blue Fox er godt på vej videre efter en suveræn hjemmesejr på 6-0 over Herlev Eagles. Grundspillets suveræne tophold knækkede Herlev i tredje periode, hvor der blev sat fire søm i det sjællandske holds kiste.
Herning fører serien 3-0. Samme cifre er Rungsted Seier Capital foran med efter en sejr på 4-1 hjemme over Frederikshavn White Hawks, der nu skal diske op med noget ekstraordinært for at vende kvartfinaleserien.
Aalborg Pirates skulle bruge overtid for at slå Esbjerg Energy 3-2 i det nordjyske, men er som Herning og Rungsted en enkelt sejr fra avancement.
Der spilles bedst af syv kampe i alle serierne.
/ritzau/