FN-rapport viser kraftig stigning i menneskehandel

11. DEC 2024 • 09:11UDLAND

Kriminelle udnytter globale kriser og konflikter til at tvinge især kvinder til at blive udnyttet seksuelt.

Menneskehandlen på verdensplan er i kraftig stigning drevet konflikter, klimakatastrofer og globale kriser.

Det viser en rapport fra Forenede Nationer (FN), skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tallene er indhentet for 2022, hvor i alt 69.627 mennesker blev udsat for menneskehandel.

- Kriminelle tvinger gennem menneskehandel i højere grad mennesker til at udføre arbejde.

- Mennesker tvinges ind i sofistikerede online-svindelnumre og cyberbedrageri, mens kvinder og piger risikerer at blive udnyttet seksuelt og udsat for kønsbaseret vold, står der i FN-rapporten.

Menneskehandlen er steget med 25 procent, hvis man sammenligner med tiden før coronapandemien. Den seneste sammenlignelige FN-rapport om menneskehandel blev lavet i 2019.

Kvinder udgør den største gruppe. De repræsenterer 39 procent af ofrene for menneskehandel. Piger udgør 22 procent.

Blandt kvinder og piger er seksuel udnyttelse den største årsag til, at de ender i statistikken.

Mænd og drenge, der udgør henholdsvis 23 og 16 procent i statistikken, bliver typisk tvunget ud i andre former for kriminalitet. En stor del bliver også tvunget til at tigge, står der i rapporten.

Et stigende antal børn, der ikke er ledsaget af forældre, ender i hænderne på kriminelle menneskehandlere.

Størstedelen af de mennesker, der udsættes for menneskehandel, kommer fra områder, der er placeret syd for Sahara i Afrika.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT