Minister: Israel har ødelagt Syriens flådestyrke
Israelske styrker er i aktion i Syrien for at forhindre mulige trusler mod Israel, siger forsvarsminister.
Israelske krigsskibe har ødelagt den syriske flådestyrke i angreb mandag aften. Det meddeler Israels forsvarsminister, Israel Katz, tirsdag.Den omfattende operation er led i en bredere indsats for at eliminere strategiske trusler mod Israel, siger ministeren videre.
- IDF (Israels militær, red.) har i de seneste dage opereret i Syrien for at angribe og ødelægge strategiske kapaciteter, der truer staten Israel. Flåden opererede i aftes for at ødelægge den syriske flådestyrke med stor succes, siger Katz ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ministeren oplyser ikke umiddelbart, hvad der konkret er ramt.
Men ifølge det britiske sikkerhedsselskab Ambrey har de israelske angreb ødelagt mindst seks flådefartøjer.
Fem af dem er blevet sænket, mens fotos viser, at et sjette skib har fået slagside efter de israelske angreb.
Der er dog ikke tegn på, at der er sket skade på infrastrukturen i havnen, meddeler Ambrey.
Israels militær har desuden ødelagt størstedelen af Syriens strategiske våbenreserve, oplyser militæret tirsdag.
I de første 48 timer efter meldingen om, at præsident Bashar al-Assad var væltet, har israelske kampfly gennemført mere end 350 angreb i Syrien.
Blandt de mål, der er ramt, er antiluftskytsbatterier, militære flyvepladser, våbenproduktionsanlæg, kampfly og missiler.
Ifølge israelske embedsmænd har angrebene forskellige steder i Syrien til formål at ødelægge strategiske våben og militær infrastruktur for at forhindre, at de blev brugt af de oprørsgrupper, der væltede Assad.
Nogle af disse grupper udspringer af bevægelser med tilknytning til al-Qaeda og Islamisk Stat.
- Vi har ingen intentioner om at blande os i Syriens interne anliggender, men vi har klart til hensigt at gøre, hvad der er nødvendigt for at sørge for vores sikkerhed, siger premierminister Benjamin Netanyahu.
- Jeg har givet luftvåbnet tilladelse til at bombe strategiske militære kapaciteter efterladt af den syriske hær, så de ikke falder i jihadisternes hænder.
Forsvarsminister Katz siger videre, at israelske styrker nu er ved at etablere sig i en bufferzone mellem Syrien og Golanhøjderne. Sidstnævnte har været annekteret af Israel siden 1967.
Katz har beordret oprettelse af en "steril forsvarszone" i det sydlige Syrien for at forhindre mulige trusler mod Israel.
- Sammen med premierministeren har jeg instrueret IDF i at etablere en steril forsvarszone fri for våben og terrortrusler i det sydlige Syrien, siger Katz ifølge AFP.
Det sker for "at forhindre etablering og organisering af terrorisme i Syrien".
Der er ikke tale om en permanent tilstedeværelse, understreger ministeren.
De israelske angreb kommer, efter at oprørere med den islamistiske gruppe Hayat Tahrir al-Sham (HTS) i spidsen har væltet præsident Bashar al-Assad og overtaget magten i Syrien.
FN's særlige udsending til Syrien, Geir Pedersen, opfordrede tidligere tirsdag Israel til at stoppe de militære operationer og bombardementer.
- Det skal stoppe. Det er ekstremt vigtigt, sagde han ifølge AFP.
Foruden den syriske flådestyrke har også Rusland en flådebase ved den syriske havneby Tartus.
Satellitfotos, der er taget tirsdag, viser ifølge Reuters, at mindst tre russiske fartøjer ligger for anker i Middelhavet omkring 13 kilometer fra Tartus.
Rusland har indtil for nylig haft fem skibe og en ubåd på basen i Tartus.
/ritzau/