Liverpool rejser sig fra chokstart og tager pligtsejr
På trods af et tidligt Leicester-mål tog topholdet Liverpool som forventet en sejr på hjemmebane.
Et tidligt Leicester-mål kunne ikke ryste Liverpool, der torsdag aften pligtsejrede med 3-1 på eget græs og øgede føringen i toppen af Premier League.Tidligere torsdag havde forfølgeren Chelsea givet en julegave i topkampen, da London-klubben smed en føring og tabte 1-2 til Fulham.
Den gave pakkede Liverpool pænt op, og med sejren er afstanden i toppen på syv point. Topholdet har sågar en kamp i hånden.
Danskerne Victor Kristiansen og Jannik Vestergaard spillede fuld tid for Leicester, der stik imod favoritværdigheden kom tidligt i front.
Efter fem minutter sugede gæsternes Jordan Ayew et fladt indlæg til sig, vendte i samme bevægelse rundt og bragte gæsterne i front.
Derfra var det spil til et mål. Selv om Liverpool manglede en smule tempo i spillet i forhold til normalen, formåede værterne at sætte Leicesters defensiv med blandt andre Kristiansen og Vestergaard under et tungt pres.
Kort før pausen formåede værterne for en sjælden gangs skyld at fange Leicester højt i banen. Omstillingen endte i fødderne på Mohamed Salah, men egypterens kælne afslutning tog gæsternes overligger.
Minuttet efter kom udligningen, der havde ligget i luften så længe. Cody Gakpo brød igennem venstresiden og lagde flot bolden over i det fjerne målhjørne.
Udligningen var en forløsning for Liverpool.
Knap var de to hold kommet ud efter pausen, før værterne broderede sig igennem Leicesters tætte defensiv og gjorde det til 2-1.
En tværbold endte hos Curtis Jones, der med venstrebenet dirigerede føringsmålet i kassen.
Føringen ændrede ikke på, at Liverpool sad på begivenhederne og var tættere på 3-1, end gæsterne var på en udligning.
Ti minutter før tid lukkede og slukkede Mohamed Salah, da han fra højresiden tog bolden ind til venstrebenet og lagde, som han har gjort så mange gange før, elegant bolden ind ved den fjerne stolpe.
/ritzau/