Finland holder grænsen til Rusland lukket frem til april

8. FEB 2024 • 13:18UDLAND

Igen forlænger Finland lukning af grænseovergange mod øst. Finsk sikkerhed er forsat truet, siger regering.

Finland forlænger lukning af grænsen til Rusland frem til 14. april.

Det oplyser den finske regering på sin hjemmeside.

Lukningen stod til at udløbe 11. februar.

- Under de nuværende omstændigheder er det en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning, da instrumentaliseret migration udgør en alvorlig trussel mod Finlands nationale sikkerhed og offentlige orden, lyder det.

Rusland begyndte ifølge finske beskyldninger sidste år at sende asylansøgere til den finske grænse for at destabilisere Finland og lægge landet under pres.

Derfor lukkede man grænsen.

Finland genåbnede midt i december to lukkede grænseovergange. Det varede dog kun i meget kort tid, da finnerne med det samme kunne konstatere en stigning i antallet af migranter fra Rusland.

Fra regeringen lyder det torsdag, at man vurderer, at det vil fortsætte, hvis grænseovergangene åbnes.

- Vi ser ingen tegn på, at Rusland ændrer opførsel. Vi har grund til at tro, at situationen vil fortsætte, siger indenrigsminister Mari Rantanen.

- Det er forståeligt, at den fortsatte lukning af den østlige grænse er sørgelig, særligt for mennesker med familie på den russiske side, lyder det.

Ifølge Mari Rantanen er der "hundredvis, hvis ikke tusindvis af migranter, der i øjeblikket opholder sig tæt på grænsen på den russiske side, og som venter på chancen til at komme ind i Finland".

Mellem august og december 2023 kom 1323 asylansøgere til Finland fra Rusland, viser tal fra de finske grænsemyndigheder.

De to lande deler en 1300 kilometer lang fælles grænse, og den er helt central i deres forhold.

Finland har i alt ni grænseovergange til Rusland.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT