EU-spørgsmålet presser sig på forud for islandsk parlamentsvalg

30. NOV 2024 • 06:00UDLAND

Vedholdende inflation og høje renter har bragt EU-spørgsmålet på dagsordenen inden parlamentsvalg på Island.

Forud for, at de islandske vælgere lørdag går til stemmeurnerne for at sammensætte et nyt parlament, er der igen blevet pustet liv i debatten om, hvorvidt Island skal træde ind i EU.

For første gang i over et årti, ser EU-spørgsmålet ud til at kunne spille en rolle ved et islandsk valg.

Meningsmålinger viser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at ideen om at blive en del af EU på det seneste har vundet indpas i den islandske befolkning.

45 procent af de adspurgte vælgere svarer i en måling, at de ønsker, at Island træder ind i EU, mens 35 procent svarer det modsatte.

Det øgede fokus på EU tilskrives til dels en vedholdende høj inflation og høje renter.

- Den økonomiske tilstand er altid det, der driver holdningen til EU-spørgsmålet, siger Eirikur Bergmann, der er professor i statskundskab ved Bifrost Universitet i Island.

Det er blandt andet en række vulkanudbrud, der har kostet den islandske økonomi dyrt.

Utallige skattekroner er gået til at genopbygge ødelagt infrastruktur, mens antallet af turister har været faldende.

Selv om Island ikke er et EU-land, er landet en del af EU's indre marked, Schengen-samarbejdet og af EU's frihandelsorganisation (EFTA).

Dermed er Island forpligtet til at følge en lang række handelsbetingelser for eksempel for det indre marked, men har hverken en kommissær i EU-Kommissionen eller medlemmer af EU-Parlamentet til at stemme om reglerne.

I oktober kastede den nuværende islandske koalitionsregering håndklædet i ringen, efter at uenighederne var blevet for store, og udskrev parlamentsvalget til afholdelse 30. november.

Den nuværende regering består af tre partier, der kommer fra forskellige dele af det politiske spektrum: Det konservative Selvstændighedspartiet, centrumhøjrepartiet Fremskridtspartiet og det venstreorienterede Venstrepartiet.

Det er dog to andre partier, der i øjeblikket ligger i front i meningsmålingerne: Reformparitet og Socialdemokratiet.

Mens Reformpartiet er opsat på at holde en folkeafstemning om EU, har Socialdemokratiet dog kaldt en folkeafstemning for forhastet.

De seneste målinger peger på, at de to partiet sammenlagt står til at få omkring 40 procent af stemmerne.

Island ansøgte i 2009 - i kølvandet på finanskrisen - om at blive en del af EU. Forhandlingerne blev dog opgivet i 2013.

Der bor omkring 393.000 mennesker i Island. Heraf er omkring 268.000 stemmeberettigede.

Valgstederne åbner klokken 10.00 dansk tid. De lukker igen klokken 23.00 dansk tid.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT