EU-Parlamentet afviser fortsat scanning af private beskeder

27. MAR 2026 • 02:52UDLAND

EU-Parlamentet har torsdag afvist ordning med at scanne private beskeder for materiale med overgreb mod børn.

Et flertal i EU-Parlamentet stemte torsdag nej til at forlænge en midlertidig og frivillig ordning, der giver Meta, Google og andre sociale tjenester mulighed for at scanne private beskeder for materiale med seksuelle overgreb mod børn.

Det skriver flere medier, heriblandt avisen Politiken og netmediet Politico.

311 medlemmer stemte imod EU-Kommissionens forslag om at forlænge ordningen, mens 228 stemte for, og 91 undlod at stemme.

Dermed udløber den nuværende ordning - der har fungeret, mens EU-landene forhandler om en permanent løsning - fredag den 3. april.

Herefter vil det være ulovligt for techvirksomheder at scanne private beskeder for materiale med seksuelle overgreb mod børn.

En af de EU-parlamentarikere, der torsdag stemte imod forlængelsen, er tjekkiske Markéta Gregorová fra De Grønne.

- Under påskud af at beskytte børn blev millioner af private beskeder fra uskyldige borgere scannet i årevis uden at give tilstrækkelige resultater, siger hun ifølge mediet.

Afstemningen skete ifølge Politico efter flere ugers forhandlinger. Her har flere af EU's medlemslande presset på for at få EU-Parlamentet til at droppe deres indvendinger om, at ordningen forstyrrer privatlivets fred.

I Danmark har Pernille Spitz, der er psykolog og chef for beskyttelse mod overgreb i Red Barnet, svært ved at forstå EU-Parlamentets afvisning af ordningen.

- Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, når man arbejder med det her og ved, hvor meget af den slags materiale der er derude, siger Spitz til Politiken.

Hun fortæller til avisen, at 99 procent af det materiale, der indrapporteres fra Googles platforme, er fundet via scanning.

Danmark har tidligere fremlagt et forslag om bekæmpelse af seksuelt overgrebsmateriale af børn.

Det skulle efter planen være vedtaget af EU's justitsministre i oktober, men justitsminister Peter Hummelgaard (S) tog i oktober forslaget af dagsordenen.

Forslaget blev ifølge Politiken anset for kontroversielt, fordi det indebar, at alle beskeder - også krypterede - på EU-borgeres computere og telefoner skulle scannes for ulovlige billeder og videoer.

Jesper Lund, der er formand for IT-Politisk Forening, var en af kritikerne af det danske forslag.

Han siger torsdag til Politiken, at EU-Parlamentets afvisning af den midlertidige ordning ikke betyder, at enhver indsats mod seksuelt misbrug af børn og spredning af materiale på internettet stopper.

Han siger videre, at 36 procent af alle rapporter om overgrebsmateriale i 2024 kom fra privat kommunikation.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT