Nyt diagnosesystem er ikke implementeret i Danmark efter syv år

26. MAR 2026 • 23:48INDLAND/KRIMINAL

Selv om WHO i 2019 vedtog et nyt diagnosesystem, bruger Danmark stadig et gammelt fra 1994.

Et nyt diagnosesystem, der blev vedtaget for syv år siden af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), er stadig ikke implementeret i Danmark.

Det skriver Jyllands-Posten.

Systemet, der hedder ICD-11, indeholder ny viden inden for sundhedsvidenskaben og skal sikre bedre behandling og udredning af både fysiske og psykiske lidelser.

ICD-11 er implementeret i Uganda, Rwanda og en række andre af Afrikas fattigste lande - men ikke i Danmark. I stedet bruger Danmark et system fra 1994, der hedder ICD-10.

Danmark er som medlem af WHO forpligtet til at implementere ICD-11. På sin hjemmeside opfordrer WHO til det, som organisationen betegner som en hurtig implementering.

Jyllands-Posten har talt med Nina Tejs Jørring, der er overlæge i børne- og ungdomspsykiatri samt forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.

Hun fortæller, at der med det nye system er sket en udvikling i beskrivelserne af diagnoserne. Blandt andet vil en lidelse, der kaldes menstruel dysfori, som mere end 20.000 danske kvinder lider af, blive anerkendt som en officiel diagnose i det nye system.

Den fungerende sundhedsminister, Sophie Løhde (V), erkender i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten, at det er gået for langsomt.

Hun fortæller dog, at overgangen til ICD-11 har været i gang i et stykke tid,

Det er en kompleks opgave, lyder det. Det kræver blandt andet en omstilling af it-systemer, sprogoversættelse og involvering af alle fem regioner, Kommunernes Landsforening, Sundhedsstyrelsen, Sundhedsdatastyrelsen og Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber.

- Men jeg har fuld forståelse for, at fagfolk er utålmodige for at tage den nye diagnoseklassifikation i brug, og jeg synes også, at det har taget for lang tid, siger hun til Jyllands-Posten.

Sundhedsdatastyrelsen, der står for implementeringen, oplyser i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at den er i gang med en foranalyse til ICD-11-implementeringen.

Foranalysen skal stå færdig inden sommerferien.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT