Kurdere hejser syrisk oppositionsflag som symbol på ny fase

12. DEC 2024 • 15:04UDLAND

Kurdisk administration kalder oppositionsflag et symbol på folkets håb om "frihed" og "nationalt sammenhold".

Den kurdiske administration i den nordøstlige del af Syrien har besluttet sig for at bruge det trestjernede syriske oppositionsflag.

Det oplyser lokale myndigheder torsdag, i kølvandet på at oprørere har smidt præsident Bashar al-Assad på porten.

I en meddelelse står der, at den kurdiske myndighed har besluttet at hejse uafhængighedsflaget i alle rådsforsamlinger, institutioner, administrationer og anlæg knyttet til den kurdiske administration.

Den kurdiske administration beskriver flaget som "et symbol på denne nye fase".

Det er ifølge administrationen et udtryk for "det syriske folks forhåbninger om frihed, værdighed og nationalt sammenhold".

Flaget blev brugt undervejs i den syriske borgerkrig af oppositionsgrupper, som ønskede at lægge afstand til Assad-styret.

Det har også været brugt i de seneste ugers lynoffensiv, der kulminerede i weekenden med præsident Assads flugt ud af Syrien.

Nu kontrollerer den islamistiske bevægelse Hayat Tahrir al-Sham (HTS) Syriens største byer. Dermed er over 50 års Assad-styre slut.

Assad-regeringen stod også i opposition til den kurdiske administration, som blev beskyldt for at gøre oprør.

De syriske kurdere etablerede et begrænset selvstyre, efter at syriske regeringsstyrker forlod nordlige og nordøstlige dele af landet. De har i et årti flaget med det røde, hvide, grønne og gule kurdiske flag i de områder, som de kontrollerede.

Søndag sagde lederen af de kurdiske Syriens Demokratiske Styrker (SDF), at Assads fald er "en mulighed for at bygge et nyt Syrien".

De syriske kurdere har dog også været under pres efter styrets fald.

Efter HTS' lynoffensiv har tyrkiskstøttede syriske oprørsgrupper indtaget Manbij og Tal Rifaat - to kurdiskkontrollerede områder i landets nordlige områder.

De kurdiskkontrollerede områder grænser op til henholdsvis Tyrkiet og Irak.

Der er fortsat stor usikkerhed om, hvilken retning det nye styre i Syrien tager. Torsdag har den nye syriske regeringstalsmand sagt, at landets forfatning og parlament er suspenderet i en overgangsperiode på tre måneder. Mohammed al-Bashir er indsat som en overgangspremierminister i regeringen.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT