Time kårer for anden gang Donald Trump som Årets Person

12. DEC 2024 • 14:24UDLAND

Både kritikere og støtter lever i "Trumps tidsalder", skriver magasin om kåring af ham som Årets Person.

Time Magazine kårer for anden gang Donald Trump, der i januar indsættes som USA's præsident, som Årets Person.

Det fremgår af magasinets hjemmeside torsdag.

- På tærsklen til hans anden præsidentperiode lever vi alle - fra hans mest fanatiske støtter til hans mest indædte kritikere - i Trumps tidsalder, skriver magasinet i sin begrundelse for udpegningen.

Også i 2016 blev Trump udpeget som Årets Person af Time Magazine. Det var året, hvor han slog demokratiske Hillary Clinton og første gang vandt et præsidentvalg i USA.

Trump har både overlevet attentatforsøg og er blevet valgt som præsident for anden gang i løbet af 2024.

Ved præsidentvalget 5. november slog han overbevisende sin demokratiske modkandidat, Kamala Harris, og siden har Trump og ansatte omkring ham været i gang med at forberede overgangen til den anden embedsperiode med republikaneren.

Time har kåret Årets Person siden 1927. Titlen gives til en person, en gruppe, et land, en organisation eller en idé, der på den ene eller den anden måde har sat et markant præg på året, der gik.

Den snart 100 år gamle titel som Årets Person er tidligere gået til blandt andre Adolf Hitler, Martin Luther King og Winston Churchill.

Trump er langtfra den første, der udpeges som Årets Person for anden gang. Blandt andre Barack Obama, Franklin D. Roosevelt og Josef Stalin har været Årets Person flere gange.

Den officielle udpegning af Donald Trump er ikke nogen stor overraskelse.

En række medier havde på baggrund af anonyme kilder allerede erfaret, at den tidligere og kommende præsident ville få titlen.

Og Trump selv havde endda på sit sociale medie, Truth Social, delt en af artiklerne, nemlig fra nyhedsbureauet Reuters.

Time havde forud for torsdagens officielle udmelding delt en liste over personer, der var kandidater til titlen.

Den talte Kamala Harris, hertuginde Catherine af Cambridge, Elon Musk, Julia Navalnaja, Benjamin Netanyahu, Jerome Powell, Joe Rogan, Claudia Sheinbaum, Mark Zuckerberg - og altså Trump, som endte med at få titlen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT