En kvinde og to børn mister livet i soloulykke i Skåne

2. DEC 2024 • 11:19UDLAND

To timer efter, at redningsindsatsen var afsluttet, blev to omkomne børn fundet i forulykket bil i Sydsverige.

En kvinde og to børn omkom søndag aften i en soloulykke på motorvej E22 ved Linderöd i Kristianstad kommune i Skåne.

Det oplyser svensk politi ifølge aviserne Kristianstadsbladet og Expressen.

- Patruljen på stedet har rapporteret, at der var lynnedslag på stedet og tynd is på vejen. Vi må se, om vi kan komme frem til, hvad der er sket, siger efterforskningsleder Johan Berntsson til Kristianstadsbladet.

Bilen brød i brand efter ulykken, og først da bilen skulle bjærges, blev de omkomne børn fundet. De var begge under ti år, skriver medierne.

Ifølge Kristianstad kommunes redningschef, Andreas Bengtsson, gik der to timer, fra redningsindsatsen var afsluttet, til de omkomne børn blev fundet.

Det er foreløbig uvist, hvorfor børnene ikke blev fundet med det samme.

Politiet har ifølge Expressen ikke bekræftet, at børnene først blev fundet, efter at redningsindsatsen på stedet var afsluttet.

Ud over de omkomne befandt en mand sig i bilen ved ulykken. Han fik alvorlige kvæstelser, men overlevede, oplyser Region Skåne.

Manden er i 40'erne. Den omkomne kvinde var i 30'erne.

Både han og kvinden blev kørt væk fra ulykkesstedet med ambulance.

Anmeldelsen om ulykken blev modtaget klokken 22.06. Et kvarter senere var politi og redningsmandskab fremme på stedet.

I mellemtiden begyndte forbipasserende at slukke branden og tage hånd om de kvæstede.

Linderöd ligger cirka 60 kilometer nordøst for Malmø.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT