YouSee indgår aftaler i strid om betaling for rettigheder

2. DEC 2024 • 13:23ERHVERV/POLITIK

Rettighedsorganisationer har indgået aftaler med YouSee om betaling, der skal gælde, mens retssager står på.

Der skal være ordnede forhold, mens tvisterne mellem rettighedsorganisationer og YouSee står på.

Det mener parterne, som derfor har indgået midlertidige aftaler om betaling.

Det skriver Nuuday, ejeren af YouSee, i en pressemeddelelse mandag.

Det er rettighedsorganisationerne Koda, UBOD og Copydan Verdens TV, som har lavet aftaler med YouSee.

De vil gælde, mens verserende sager behandles i retssystemet.

På den måde skabes der ro til, at man kan finde en løsning på tvisten, siger Christian Morgan, administrerende direktør for YouSee.

- Vi er fortsat uenige om de grundlæggende forhold, men vi har med disse midlertidige aftaler skabt tid og ro til, at den rette instans kan hjælpe os med at løse vores tvist, siger han i pressemeddelelsen.

Striden er opstået, fordi YouSee tilbage i marts opsagde aftalerne med rettighedsorganisationerne.

YouSees ejer stævnede desuden de tre organisationer til Sø- og Handelsretten.

MediaWatch skrev da, at YouSee synes, at det er blevet for dyrt at købe sig adgang til indhold som tv og musik.

Ønsket fra YouSees side var at få nedbragt den årlige betaling for rettigheder fra 600 millioner kroner til 200 millioner.

Omvendt har produktionsselskabet Crone Film siden sagsøgt YouSee.

Den sag er nu hævet som følge af, at de midlertidige aftaler er blevet indgået. Det oplyser Nuuday til Ritzau.

Det centrale element i aftalen er, at rettighedsorganisationerne kan udbetale penge til rettighedshaverne, mens retssagerne står på.

Det siger Jørgen Ramskov.

Han er forperson for rettighedsorganisationen Copydan Verdens TV. Han fungerer også som talsperson for rettighedshaverne.

- Rettighedshaverne ønsker at få fastsat tariffer og vilkår af de kompetente juridiske organer. Mens dette sker, er det helt afgørende for os, at brugen af rettighederne sker under ordnede forhold, og at rettighedshaverne får en betaling for brugen af deres indhold.

- Det er nu lykkedes med disse aftaler, hvor vi så at sige er blevet enige om at være uenige på en måde, der tilgodeser alle parter, siger Jørgen Ramskov i pressemeddelelsen fra Nuuday.

Aftalerne blev indgået den 29. november.

Parterne har ikke yderligere kommentarer til aftalerne, står der i pressemeddelelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT