Hunter Biden: Jeg har taget ansvar for mine fejl

2. DEC 2024 • 04:10UDLAND

Mine fejl er blevet udnyttet til offentligt at ydmyge og udskamme min familie politisk, skriver Hunter Biden.

Hunter Biden, der er søn af den amerikanske præsident, Joe Biden, mener, at straffesager imod ham vedrørende brud på skatte- og våbenloven er blevet brugt politisk mod ham og Biden-familien.

Det skriver han natten til mandag i en udtalelse, som er blevet bragt af flere amerikanske medier - heriblandt CNN.

Udtalelsen kommer, efter at USA's præsident, Joe Biden, har underskrevet en benådning af den 54-årige præsidentsøn.

- Jeg har indrømmet og taget ansvar for mine fejl, som jeg begik i de mørkeste dage af min afhængighed. Fejl, som er blevet udnyttet til offentligt at ydmyge og udskamme mig og min familie politisk, skriver Hunter Biden.

Præsidentsønnen har haft et årelangt misbrug af kokain. Det har han tidligere beskrevet i selvbiografien "Smukke ting" fra 2021.

Han er blevet kendt skyldig i brud på våbenloven i forbindelse med en episode for seks år siden. Her købte Hunter Biden en Colt Cobra-revolver, mens han - ifølge retten - var påvirket af euforiserende stoffer.

Det er ifølge den amerikanske våbenlov ulovligt at skjule en sådan oplysning.

Hunter Biden hævdede under den efterfølgende retssag, at han ikke anså sig selv for at være misbruger, da han købte revolveren. Præsidentsønnen har flere gange nægtet sig skyldig i at have overtrådt våbenloven.

I skattesagen var Hunter Biden anklaget for at have undladt at betale 1,4 millioner dollar i skat i årene 2016-2019. Det svarer til 9,9 millioner kroner.

Han har under skattesagen erklæret sig skyldig i alle de anklager, der var rejst mod ham.

Strafudmålingen havde endnu ikke fundet sted i nogen af sagerne, da Joe Biden natten til mandag fortalte, at han havde underskrevet benådningen af sønnen.

- Jeg kommer aldrig til at tage den benådning, som jeg har fået i dag, for givet. Jeg har genopbygget mit liv, og det vil jeg bruge på at hjælpe dem, der fortsat er syge og lider, skriver Hunter Biden i udtalelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT