I 2024 overhaler elbilerne salget af benzin- og dieselbiler

2. DEC 2024 • 13:26ERHVERV/POLITIK

Administrerende direktør hos Mobility Denmark forventer endnu en stigning i andelen af solgte elbiler i 2025.

2024 bliver året, hvor antallet af solgte elbiler overstiger antallet af solgte benzin- og dieselbiler.

Det forudsiger brancheorganisationen Mobility Denmark.

Organisationen forventer også, at over 70 procent af de biler, der sælges næste år, bliver elbiler.

Ifølge Mobility Denmarks administrerende direktør, Mads Rørvig, er to primære årsager, at vi i Danmark har en gunstig afgift på elbiler, og at modellerne inden for elbiler udvikler sig.

Han forventer også, at der kommer endnu flere elbiler i "de prisklasser, hvor danskerne typisk køber bil".

Ifølge nye tal fra Bilstatistik.dk udgør elbiler 61 procent af salget af personbiler i Danmark i 2024 til og med november. I alt er der solgt 132.600 elbiler.

Skatteminister Rasmus Stoklund (S) forventer, at tallene vil være dækkende for hele salget i 2024.

- Eftersom at salget af elbiler nu er steget så meget, at det udgør 61 procent af personbilsalget, så skal det gå meget galt for, at vi ikke kommer i mål ved også at få december med, siger skatteministeren til Ritzau.

I 2023 udgjorde elbiler 42 procent af personbilsalget, mens "konventionelle biler" udgjorde 48 procent. De resterende 10 procent blev udgjort af plug-in-hybrider.

Selv om salget af elbiler i Danmark er på himmelflugt, udgør elbiler dog blot 12 procent af bilbestanden i Danmark, mens konventionelle biler udgør 84 procent. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Skatteministeriet tirsdag.

Skatteministeren vil gøre det endnu mere attraktivt for danskerne at vælge elbilen til.

- Det står jo i regeringsgrundlaget, at vi er optagede af, at få flere grønne biler på vejene. Derfor vil jeg i starten af det nye år bruge kræfter på at indrette afgifterne hensigtsmæssigt i fremtiden.

- Fra 1. januar 2026 skal der jo træde et nyt nye afgifter i kraft, som både forbrugere og markedet skal kunne indrette sig efter, sådan så det bliver mere tilgængeligt - ikke mindst også for dem, der køber de mindre elbiler, siger Stoklund.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT