Observatør: Kampe i Syrien har kostet over 400 liv
Rusland er kommet præsident Assad til undsætning og bomber oprørere i tre provinser i det nordlige Syrien.
Dødstallet i Syrien, hvor jihadister har taget kontrol med landets næststørste by, Aleppo, er nået op på 412 dræbte i denne uge.Blandt de dræbte er 61 civile.
214 oprørere fra den islamistiske gruppe Hayat Tahrir al-Sham og dens allierede er blandt de dræbte. Det samme er 137 soldater, der kæmper på regeringens side.
Det meddeler Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) søndag.
Samtidig meddeler Rusland, at russiske kampfly hjælper den syriske præsident, Bashar al-Assad, med at forsøge at presse oprørerne ud af tre provinser i det nordlige Syrien.
- I løbet af den seneste dag er der udført missil- og bombeangreb på steder, hvor militante og deres udstyr var samlet, meddeler Ruslands militær.
Angiveligt er "320 militante blevet tilintetgjort", lyder det videre i beskeden på det russiske militærs hjemmeside.
De tre provinser, hvor russiske kampfly har været aktive, er Idlib, Hama og Aleppo.
Ud over Rusland har præsident Assad også en vigtig allieret i Iran. Han mødtes søndag med Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, i den syriske hovedstad, Damaskus.
Her understregede Assad "vigtigheden af støtte fra allierede og venner over for udenlandsk støttede terrorangreb", lyder det i en udtalelse fra præsidentpaladset.
Araghchi betegner ifølge det iranske nyhedsbureau Irna situationen i Syrien som "vanskelig". Men han har tiltro til, at Assads regering vil komme sejrrigt ud "som de foregående gange", siger han.
En alliance af oprørere med gruppen Hayat Tahrir al-Sham i spidsen indledte onsdag en offensiv mod syriske regeringsstyrker.
Assads regeringsstyrker mistede kontrollen med millionbyen søndag.
Sideløbende med kampene omkring Aleppo har oprørere, der er støttet af Tyrkiet, indtaget den strategisk vigtige by Tal Rifaat i en anden del af samme provins. Byen har hidtil været kontrolleret af kurdiske styrker.
Dermed er omkring 200.000 syriske kurdere i den nordlige del af Aleppo-provinsen "belejret af protyrkiske grupper", meddeler Sohr.
Rusland meddelte tidligere på ugen, at dets fly bomber oprørernes mål fra luften.
Det er ifølge Sohr første gang siden 2016, at russiske fly har angrebet byen Aleppo.
Ifølge den syriske nødhjælpsorganisationen De Hvide Hjelme er mindst 25 mennesker søndag blevet dræbt i luftangreb udført af den syriske regering og Rusland i den nordvestlige del af landet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det fremgår ikke, om de dræbte i søndagens luftangreb indgår i opgørelsen over dræbte fra Sohr.
Rusland er præsident Assads vigtigste støtte. Det er takket være den russiske militære hjælp, at det lykkedes for Assad at vende udviklingen i borgerkrigen, efter at Rusland blandede sig i krigen i Syrien i 2015.
/ritzau/