Kongeparret modtages af den tyske forbundspræsident i Berlin

21. OKT 2024 • 11:21UDLAND

Kong Frederik og dronning Mary indleder første Tysklands-besøg med visit hos den tyske forbundspræsident.

Kong Frederik og dronning Mary er mandag formiddag ankommet til den tyske hovedstad, Berlin, på parrets første officielle besøg i Tyskland.

Som det første programpunkt under det to dage lange besøg i nabolandet mod syd modtages parret af den tyske forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier.

Det sker i præsidentens residens, Schloss Bellevue, der ligger centralt i Berlins Tiergarten.

På billeder kan man se, at den røde løber er rullet ud, og at parret modtages af forbundspræsidenten flankeret af sin hustru, Elke Büdenbender.

Under modtagelsen bliver de to landes nationalmelodier afspillet, og kong Frederik inspicerer sammen med forbundspræsidenten æresgarden.

Som en del af modtagelsen skal kongeparret have en såkaldt tiltrædelsessamtale med det tyske præsidentpar.

Senere skal kongeparret på rundvisning i det tyske parlament, Forbundsdagen.

Mandag eftermiddag deltager parret i fejringen af 25-års jubilæet for det nordiske ambassadeanlæg i Berlin.

Her deler Danmarks ambassade adresse med ambassaderne fra Norge, Sverige, Finland og Island.

Også det svenske kronprinsessepar og det norske kronprinsepar deltager, lige som præsidenterne fra Finland og Island også vil være med til at fejre begivenheden.

Mandag aften deltager de nordiske kongepar ved en officiel middag i præsidentresidensen. Her skal kong Frederik holde tale, fremgår det af Kongehusets hjemmeside.

Det to dage lange Tysklands-besøg slutter tirsdag, hvor kongeparret drager til Slesvig-Holsten. Her skal kongen blandt andet tage første spadestik til et nyt museum ved det historiske voldanlæg Dannevirke.

Det er et 30 kilometer langt voldanlæg, der løber tværs over den gamle landsdel Sydslesvig i det nuværende Nordtyskland.

Værkets historie går helt tilbage til vikingetiden og havde til formål at sikre rigets grænse mod syd.

Parret skal også mødes med repræsentanter for det danske mindretal.

Det er kongeparrets første officielle besøg i Tyskland, og besøget betegnes som et såkaldt tiltrædelsesbesøg.

Det er niveauet under statsbesøg, der er det mest omfattende og pompøse besøg for den kongelige familie.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT