Burundi vil ikke lukke rwandere ind i landet

11. JAN 2024 • 18:43UDLAND

Burundi lukker sin grænse mod Rwanda. Det sker som følge af Rwandas støtte til oprørsgruppe, siger Burundi.

Burundi lukker grænsen mod nabolandet Rwanda.

Det sker, efter at Burundi for knap to uger siden beskyldte Rwanda for at støtte oprørsgruppen RED-Tabara, som udførte et angreb på burundiere 22. december 2023.

Det siger Burundis indenrigsminister, Martin Niteretse, torsdag.

- Vi har lukket vores grænse (mod Rwanda, red.). Enhver, som forsøger, vil ikke komme igennem. Beslutningen er taget, siger indenrigsministeren.

Burundi siger, at RED-Tabara-oprørerne dræbte 20 burundiere nær grænsen til Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) 22. december.

Burundis præsident, Evariste Ndayishimye, har siden beskyldt Rwanda for at støtte oprørerne. Rwandas regering har afvist beskyldningen.

- Efter at vi har konkluderet, at vi har en dårlig nabo i Paul Kagame (Rwandas præsident, red.), har vi stoppet alle relationer med ham, indtil han igen kommer på bedre tanker, siger Burundis indenrigsminister, Martin Niteretse.

Han siger, at Rwanda "beskytter kriminelle, som skader burundiere".

RED-Tabara-gruppen blev oprettet i 2011 og er beskyldt for at begå dødelig vold i det østafrikanske land siden 2015.

Oprørsgruppen har ikke været aktiv i Burundi siden 2021, hvor den udførte adskillige angreb - herunder et angreb på lufthavnen i storbyen Bujumbura.

Det anslås, at gruppen består af mellem 500 og 800 oprørere.

Burundi lukkede dets grænse mod Rwanda i 2015 - midt i politiske spændinger mellem de to lande.

Grænsen blev genåbnet 25. oktober 2022.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT