Brødre fra Sverige tiltales for terrorplaner og IS-tilslutning
Ud over to brødre i 20'erne er en tredje ung mand og en mand i 60'erne tiltalt i svensk terrorsag.
Tre unge mænd tiltales for terrorplaner og for at have tilsluttet sig Islamisk Stat (IS) i en sag, som offentligheden første gang fik kendskab til efter en politiaktion i den svenske by Tyresö i marts.Desuden er en mand i 60'erne blevet tiltalt i sagen.
Det oplyser den svenske efterretningstjeneste Säpo ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
- Ved vores indgriben vurderede vi, at vi måtte handle for at afbryde den planlagte forbrydelse og afværge et muligt attentat, siger Frederik Hultgren-Friberg, der er pressetalsperson for Säpo.
To af de unge mænd er brødre. De er henholdsvis 23 og 25 år og var ifølge TT konverteret til islam, inden de blev anholdt i foråret.
Sammen med de øvrige tiltalte har de ifølge anklageskriftet "handlet på vegne af IS i Somalia og underlagt sig organisationens ledelse eller på anden vis deltaget i organisationen".
De fire mænd skal have haft forskellige roller. Alle sættes i forbindelse med en islamisk kulturforening i Tyresö, der ligger sydøst for Stockholm.
Stedet beskrives også som en moské.
I en pressemeddelelse skriver den svenske anklagemyndighed, at mændenes terrorplaner sættes i forbindelse med Islamisk Stat i udlandet - primært i Somalia - og med personer, der efterforskes for terror i udlandet.
- En del af bevismaterialet består i, at en person har svoret troskab til IS og aktivt har søgt efter mindreårige gerningsmænd, som blandt andet skulle udføre et attentat.
- Selv om vi ikke har fundet det våben, der blev håndteret i forberedelserne til forbrydelsen, anser jeg beviserne i den del af sagen for at være stærke, siger senioranklager Lars Hedvall i meddelelsen.
Forholdene, som mændene er tiltalt for, skal have fundet sted fra september 2023 til marts 2024.
- Efterforskningen viser også, at der er en kobling til organiseret kriminalitet i Sverige - blandt i forbindelse med anskaffelse af våben, lyder det fra den svenske senioranklager.
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår retssagen skal finde sted. Men der er på forhånd afsat ti dage til sagen.
/ritzau/