Biden vil beholde mål om at acceptere 125.000 flygtninge næste år

1. OKT 2024 • 04:37UDLAND

Immigration er et stort emne i præsidentvalgkampen i USA. Biden vil beholde mål om at acceptere flygtninge.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, vil bevare administrationens mål om at acceptere 125.000 flygtninge næste år.

Det fremgår af et memorandum, som mandag er blevet afleveret til det amerikanske udenrigsministerium, skriver Reuters.

Antallet af flygtninge, som er accepteret gennem USA's Refugee Admissions Program (USRAP) for regnskabsåret 2024, nærmer sig 100.000.

Det viser en intern undersøgelse, som er lavet til amerikanske politikere, skriver Reuters.

Hvis det sker, så vil det være det højeste antal i tre årtier.

Regnskabsåret slutter 30. september. På grund af tidsforskel er det natten til tirsdag dansk tid stadig den 30. september i Washington D.C.

- Modtagelsen af op til 125.000 flygtninge til USA i løbet af regnskabsåret 2025 begrundes med, at der er humanitære bekymringer eller at det på anden måde er i nationens interesse, skriver Biden i memorandummet.

Immigration er et af de helt store emner under præsidentvalgkampen i USA.

Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, indskrænkede i høj grad antallet af accepterede flygtninge under sit præsidentskab mellem 2017 og 2021. Han har lovet en hård kurs mod immigranter, hvis han bliver valgt som præsident 5. november.

USA's Refugee Admissions Program (USRAP) er typisk tilgængeligt for folk, som befinder sig uden for sit hjemland og som står over for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, medlemskab af en bestemt social gruppe eller politisk overbevisning.

Ansøgere skal befinde sig uden for USA for at kvalificere sig til USRAP.

Den første gang, at Biden sigtede mod at acceptere 125.000 flygtninge, var i regnskabsåret 2022 - et mål, som selv efter flere års indsats er forblevet svært at opnå.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT