Israels militær påbegynder landoffensiv i Libanon
Israels militær er gået ind i det sydlige Libanon, hvor det udfører en "begrænset og lokal" landoffensiv.
Det israelske militær (IDF) har påbegyndt en begrænset landoffensiv i det sydlige Libanon.Det bekræfter Israels militær i en udtalelse natten til tirsdag. Udtalelsen er offentliggjort på det sociale medie X.
Ifølge IDF er offensiven begrænset, lokal og rettet mod Hizbollah-mål i grænseområdet i det sydlige Libanon.
Målene befinder sig i landsbyer tæt på grænsen og udgør en trussel for det nordlige Israel, lyder det videre.
Sammen med landoffensiven bliver der også afsendt præcise luftangreb mod Hizbollah-mål i området samt gjort brug af artilleri, siger militæret.
Offensiven skal være begyndt for "et par timer siden".
- Disse militæroperationer er godkendt og udført i overensstemmelse med en beslutning i den politiske enhed. Operation "Northern Arrows" kommer til at fortsætte i henhold til en situationsvurdering og sideløbende med kampe i Gaza og andre steder, lyder det.
Ifølge IDF er aktionen planlagt over de seneste måneder og er altså iværksat efter en godkendelse fra den israelske regerings krigskabinet.
Allerede mandag var der meldinger om, at Israel gjorde sig klar til en landoffensiv i det sydlige Libanon. Yoav Gallant, Israels forsvarsminister, besøgte mandag soldater, der var opmarcheret ved grænsen til Libanon.
- For at få vore borgere i nord sikkert tilbage til deres hjem, vil vi aktivere alle vore kapaciteter, herunder jer, sagde han ifølge The Independent.
Israel har erklæret, at formålet med de seneste ugers optrapning mod Hizbollah netop er at få de anslået 60.000 israelere, der i måneder har været fordrevet internt fra det nordlige Israel på grund af Hizbollahs beskydning, tilbage igen.
Efter Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober 2023, da Hamas fra Gaza dræbte 1200 israelere og tog 250 gidsler, gik Israel i offensiven mod Hamas i Gazastriben.
Det fik Hizbollah til at erklære, at militsen i Libanon nu ville beskyde Israel i solidaritet med Hamas.
Den beskydning har stået på siden den 8. oktober.
I de seneste to uger har Israel dræbt en række af Hizbollahs ledere, herunder den øverste leder, Hassan Nasrallah.
/ritzau/Reuters