Biden om formodet angreb i New Orleans: Vi vil ikke acceptere vold

1. JAN 2025 • 20:03UDLAND

Både Biden og Trumps tanker er hos ofre i New Orleans, hvor pickup-påkørsel dræbte mindst ti mennesker.

Efter at en mand kørte en pickup ind i en menneskemængde under nytårsfejringer i New Orleans siger den amerikanske præsident, Joe Biden, at ingen former for vold kan retfærdiggøres.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus onsdag.

Mindst ti mennesker blev dræbt og mindst 35 andre såret i det, som Biden kalder en "forfærdelig hændelse".

- Mine tanker går til de ofre og deres familier, som blot ønskede at fejre helligdagen. Der er ingen retfærdig begrundelse for nogen form for vold, og vi vil ikke acceptere noget angreb på nogen af vores lands lokalsamfund, siger Biden.

Præsidenten siger, at han løbende er blevet opdateret om hændelsen. Han har bedt om, at alle ressourcer er tilgængelige for de relevante politimyndigheder.

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, efterforsker sagen som en terrorhændelse.

Pickuppen kørte ind i folk på den historiske gade Bourbon Street, hvor nytårsfejringer var i gang.

Politidirektør Anne Kirkpatrick har sagt, at der var tale om en bevidst handling, og at gerningsmanden forsøgte "at køre så mange mennesker ned, som han overhovedet kunne".

Også den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, har udtalt sig om det formodede angreb.

- Vores hjerter er med alle de uskyldige ofre og deres nærmeste, heriblandt de modige betjente fra politiet i New Orleans, skriver Trump på Truth Social.

Republikaneren, der 20. januar tages i ed som amerikansk præsident, nævner i samme opslag, at det nu har vist sig, at "forbrydere, som kommer ind, er langt værre end de forbrydere, vi har i vores land".

Den mistænkte er blevet identificeret som 42-årige Shamsud-Din Jabbar, oplyser det amerikanske forbundspoliti, FBI. Den 42-årige er en amerikanske statsborger fra Texas, som brugte en lejet pickup fra Ford til det formodede angreb.

Et flag fra Islamisk Stat blev fundet i køretøjet, og FBI "arbejder på at fastslå personens mulige forbindelse eller tilknytning til terrororganisationer".

Trump hævder i samme opslag, at kriminalitetsrater i USA er på et niveau, som aldrig er set før.

Tal fra FBI viste i 2023 et fald i den voldelige kriminalitet i USA.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT