Amerikaner og to russere ankommer til Den Internationale Rumstation

11. SEP 2024 • 22:26UDLAND

Efter en tre timer lang tur ankommer en amerikaner og to russere til Den Internationale Rumstation (ISS).

Amerikansk astronaut og to russiske kosmonauter er ankommet sammen til Den Internationale Rumstation (ISS).

Det oplyser det amerikanske rumagentur Nasa onsdag aften klokken cirka 21.30 dansk tid i en livesending.

Der er tale om Nasa-astronaut Don Pettit og de to russiske kosmonauter Aleksej Ovtjinin og Ivan Vagner fra det russiske rumagentur Roscosmos.

De ankom i Roscosmos rumfartøjet Soyuz MS-26, der blev sendt i rummet på en tre timer lang rejse fra det russiske rumanlæg Baikonur Cosmodrome i Kasakhstan.

Dørene til rumfartøjet forventes at åbne 23.50 dansk tid, oplyser Nasa.

De skal være i rummet i seks måneder, hvor de skal hjælpe til med videnskabelig research på rumstationen, oplyser Nasa.

Det fremgår ikke, hvad deres videnskabelige arbejde mere præcist omfatter.

Ni andre astronauter og kosmonauter opholder sig i forvejen på Den Internationale Rumstation, der svæver 400 kilometer i et kredsløb om jorden, oplyser Nasa.

Heriblandt Nasa-astronauterne Butch Wilmore og Suni Williams, der i juni skulle have være tilbage på jorden efter en otte til ti dages mission i rummet.

Det satte tekniske problemer på deres Boeing rumfartøj ”Starliner” dog en stopper for.

De er derfor nødt til at blive i rummet på Den Internationale Rumstation frem til februar, hvor et SpaceX-rumfartøj kan bringe dem hjem.

”Starliner” vendte 6. september tilbage til jorden ved hjælp af en manøvrering, som Nasa i august vurderede for risikabel til en bemandet mission.

Ifølge Reuters vendte "Starliner" tilbage til Jorden uden problemer, men altså også uden de to astronauter Wilmore and Williams.

Rusland og USA har samarbejdet på ISS, siden rumstationen blev oprettet i 1998.

Rumstationen er et af de steder, hvor landene i dag fortsat samarbejder, mens Ruslands krig i Ukraine de fleste andre steder har medført et diplomatisk brud.

Den danske astronaut Andreas Mogensen har ad to omgange besøgt Den Internationale Rumstation (ISS).

Senest i marts 2024 kom han hjem til jorden efter sit andet ophold i rummet, der varede cirka seks måneder.

I 2015 var han på et otte dages ophold på Den Internationale Rumstation.

Andreas Mogensen er den første danske astronaut.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT