Rekordmange vacciner er under udvikling på verdensplan

8. DEC 2025 • 08:26INDLAND/KRIMINAL

De nye vacciner kan blive afgørende for at håndtere fremtidige pandemier og antibiotikaresistens, skriver Lif.

I øjeblikket er der knap 300 vacciner under udvikling på verdensplan.

Det er rekordmange, skriver Lægemiddelindustriforeningen (Lif) i en pressemeddelelse.

Tallet dækker over videreudvikling af eksisterende vacciner, men også helt nye vacciner til sygdomme, som man ikke tidligere har kunnet blive vaccineret for.

Det gælder blandt andet gonorré, akne og tarminfektioner som salmonella.

Nogle af de nye vaccinekandidater kan også bruges til at behandle eksempelvis kræft og en række kroniske sygdomme.

Udviklingen af vacciner har taget fart de seneste år, siger Tyge Arnold Larsen, chefkonsulent på vaccineområdet i Lif.

- De nye vacciner rummer nye muligheder for at beskytte borgere mod alvorlige infektionssygdomme og kan blive afgørende for at håndtere store sundhedsudfordringer som en aldrende befolkning, udbredt antibiotikaresistens og behovet for et stærkt beredskab mod fremtidige pandemier, siger han i meddelelsen.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har udpeget antibiotikaresistens som en af de største nuværende trusler mod verdensbefolkningens sundhed.

Når det kommer til antibiotikaresistens, kan vaccinerne spille en rolle på to forskellige måder, lyder det fra Anders Hoff, politisk chef for forskning og innovation i Lif.

- For det første forebygger de (vaccinerne, red.) infektioner, så man simpelthen har mindre brug for antibiotika. Og for det andet, så er der også vaccinekandidater direkte rettet mod de bakterier, som netop er forbundet med betydelig antibiotikaresistens, siger han.

WHO vurderer, at vacciner har potentiale til årligt at forebygge op mod en halv million dødsfald, der er relateret til antibiotikaresistens.

Det er især efter coronapandemien, at udviklingen af nye vacciner har taget fart.

Selv om mange af vaccinekandidaterne fortsat er i tidlige forsøgsstadier, så har der de seneste år været flere og flere vacciner, der er blevet godkendt og markedsført.

I 2023 blev der godkendt fire nye vacciner i EU, mens der i 2024 blev godkendt ni nye vacciner.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT