60 nævninge erklærer sig selv inhabile i Trump-sag

16. APR 2024 • 03:27UDLAND

Det kan tage flere dage at udpege nævninge i Donald Trumps retssag om tys-tys-penge til pornoskuespillerinde.

60 ud af 96 mulige nævninge i den retssag, hvor USA's tidligere præsident Donald Trump er anklaget i forbindelse med udbetalingen af tys-tys-penge til en pornoskuespillerinde, har mandag erklæret sig selv inhabile.

Det skriver mediet BBC.

Retssagen, der blev indledt i New York City mandag, er en af fire straffesager, som den formentlige republikanske præsidentkandidat står over for.

Som det første i sagen skal nævningetinget udpeges. Det kan tage flere dage, fordi der potentielt skal vælges mellem hundredvis af kandidater.

I alt skal der findes 12 nævninge.

Mandag blev de mulige nævninge blandt andet udspurgt om, hvilke nyhedsmedier de læser, og om de nogensinde har deltaget i en af Trumps vælgermøder.

En kvinde blev erklæret inhabil, efter at hun svarede ja til et spørgsmål om, hvorvidt hun havde nogen stærke holdninger om Trump, der kunne påvirke hendes objektivitet.

Trump afviser de anklager, som han står over for. Han risikerer maksimalt fire års fængsel i sagen, som kan komme til at strække sig over otte uger.

Dommeren henvendte sig direkte til Trump tre gange i løbet af dagens retsmøde. Alle gange svarede Trump blot "ja" til dommerens spørgsmål.

Da retsmødet var ovre, tøvede Trump dog ifølge BBC ikke med at kalde retssagen for "sludder" og et "angreb på USA".

Anklagerne argumenterede i løbet af retsmødet for, at Trump har udtalt sig i strid med den mundkurv, sagens dommer har pålagt ham.

Trump må ikke udtale sig om retspersonale, vidner og nævninger i sagen af frygt for, at nogen skulle lade sig intimidere af ekspræsidenten.

Han har tidligere blandet andet angrebet dommerens datter på sociale medier.

I sagen fik pornoskuespillerinden Stormy Daniels angiveligt udbetalt et beløb på 130.000 dollar - over 911.000 kroner - af Trumps daværende advokat Michael Cohen.

Daniels fik ifølge anklagerne pengene for at holde tæt om sin relation med Trump inden præsidentvalget i 2016. Hun fik angiveligt pengene for at holde tæt om, at hun og Trump havde haft sex på et hotel ti år tidligere.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU