Brian Riemer vil vige uden om politiske spørgsmål

12. NOV 2024 • 07:00SPORT

Brian Riemer vil bruge sine kræfter på trænergerningen, mens andre må deltage i potentielt penible debatter.

Som fodboldlandstræner får man også spørgsmål, der ikke kun handler om enkeltspillere, 4-4-2 eller den kommende modstander.

Det er Danmarks nye landstræner, Brian Riemer, helt indforstået med.

Men er spørgsmålene af mere politisk karakter - hvad end vi taler samfundspolitik eller fodboldpolitik - kan man forvente, at landstræneren vil henvise til sine kolleger på andre magtfulde poster i Dansk Boldspil-Union (DBU).

Det siger Brian Riemer, da han bliver spurgt til, om han eksempelvis kunne finde på at deltage i en debat om et slutrundeværtskab.

- Jeg har gjort mig tanker om, hvordan jeg skal håndtere den slags spørgsmål. Jeg har absolut ingen interesse i at være en del af de debatter. Jeg er fodboldtræner med stort f i fodbold og stort t i træner. De andre ting er ikke mit bord. De spørgsmål må jeg lade andre mennesker tage sig af.

- Jeg har allerede kunnet mærke i mine første 14 dage som landstræner, at jeg har rigeligt med ting, jeg skal have til at fungere. Hvis jeg kan lykkes med det fodboldmæssige her i Danmark, er jeg yderst tilfreds, og så behøver jeg ikke mere.

- Så vil jeg efterlade de spørgsmål til andre kloge hoveder, mens jeg bruger min tid på fodbold, siger Brian Riemer.

Den tilgang er en kontrast til ekslandstræner Kasper Hjulmand, der var en central stemme i debatten om den omdiskuterede VM-slutrunde i Qatar i 2022.

På bagkant af slutrunden konkluderede både Hjulmand og DBU, at debatten havde taget for meget fokus for trænere og spillere, og at det kunne have medvirket til Danmarks sløje resultater ved slutrunden.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT