Argentinsk fodboldklub stillede op med influencer i ligakamp

12. NOV 2024 • 03:40SPORT

Det kaldes en skændsel, at en klub i Argentinas bedste fodboldrække mandag startede med influencer på banen.

En influencer uden nogen erfaring med professionel fodbold startede mandag inde for klubben Deportivo Riestra i Argentinas bedste fodboldrække.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der er tale om youtuberen Spreen, hvis borgerlige navn er Ivan Buhajeruk.

Han var valgt som angriber i Deportivo Riestras startopstilling i mandagens kamp mod topholdet Velez Sarsfield. Allerede efter godt et minuts spil blev han skiftet ud og erstattet af angriber Gustavo Fernandez.

Formålet med optrinnet var øjensynligt at skabe opmærksomhed om klubben, som ifølge Reuters er kendt for utraditionel markedsføring.

Kampens kommentatorer nåede dog i hårde vendinger at kritisere Deportivo Riestra for - ifølge dem - at skade ligaens ry.

- Han ved ikke engang, hvor han skal stå henne. Det er helt utroligt.

- Det her er skændigt, det er en komplet skændsel, lød det.

Deportivo Riestras træner, Cristian Fabbiani, fortæller til en lokal radiostation, at han havde talt med Velez' træner, Gustavo Quinteros, før kampen.

Han ville netop gerne undgå at vise respektløshed over for modstanderen.

- Han grinte bare og sagde, at jeg godt måtte holde ham på banen i en halv time, lyder det fra Deportivo Riestras træner ifølge Reuters.

Deportivo Riestra, der hører til i Buenos Aires, gav Ivan Buhajeruk en kontrakt og fik ham registreret i det argentinske fodboldforbund i februar.

- Der blev underskrevet en kontrakt for lang tid siden, og klubben er meget afhængig af opmærksomhed. Det var formentlig sådan en ting, der kun sker en enkelt gang, siger træner Cristian Fabbiani.

Den tidligere argentinske landsholdsspiller Juan Sebastian Veron, der nu er præsident i klubben Estudiantes, er ikke imponeret over optrinet.

- Det er komplet mangel på respekt for fodbold og fodboldspillere, skriver den tidligere topspiller på Instagram ifølge Reuters.

Mandagens kamp mellem Deportivo Riestra og Velez Sarsfield blev spillet på førstnævntes hjemmebane i Buenos Aires. Kampen endte 1-1.

Deportivo Riestra ligger nummer ni i ligaen med 31 point. Klubben har samme pointantal som storklubben Boca Juniors, der ligger nummer otte.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT