Sydkoreas præsident genoptager golftræning efter Trump-sejr
Sydkoreas præsident har af mange fået at vide, at han vil have god kemi med Donald Trump, siger præsidenten.
Sydkoreas præsident, Yoon Suk Yeol, har efter otte års pause genoptaget sit golfspil.Det gør han som forberedelse til fremtidige møder med USA's kommende præsident, Donald Trump.
Det oplyser det sydkoreanske præsidentkontor ifølge Reuters.
Her lyder det også, at præsidenten har holdt pause fra golfspillet siden 2016.
Trump spiller ofte golf - blandt andet på hans luksusresort Mar-a-Lago i den amerikanske delstat Florida.
Ifølge sydkoreanske medier besøgte Yoon Suk Yeol lørdag en golfbane, hvor han igen tog hul på sit spil.
- Mange mennesker tæt på præsident Trump har fortalt mig, at Trump og jeg vil have god kemi, lød det torsdag fra Yoon på et pressemøde.
Pressemødet fandt sted, efter at den sydkoreanske præsident i et telefonopkald havde lykkeønsket Trump med hans sejr i USA's præsidentvalg.
Sydkoreaneren sagde også, at tidligere medlemmer af Trumps administration, der sad på magten fra 2017-2021, har tilbudt at hjælpe ham med at få en relation til Trump.
Det samme har "indflydelsesrige republikanere", lød det.
Analytikere mener, at Yoon Suk Yeol måske har til hensigt at opbygge et personligt venskab med Trump, så han kan få gavn af dette under Trumps anden præsidentperiode.
Trumps udenrigspolitik ventes blandt andet at blive defineret af hans udtalte ønske om, at Amerika skal sættes først.
Flere sydkoreanske virksomheder er afhængige af handel med USA.
Under Trumps første embedsperiode klagede den amerikanske præsident flere gange over udgifterne til de over 28.000 amerikanske soldater i Sydkorea.
Det blev udstationeret for at imødegå trusler fra Nordkorea efter Koreakrigen.
Sydkorea underskrev efterfølgende en aftale om at forhøje landets bidrag til at opretholde de amerikanske styrkers tilstedeværelse.
Søndag indkaldte Yoon regeringen og repræsentanter for forskellige industrier til drøftelser om, hvordan landet kan forberede sig på Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus.
/ritzau/