Oddset på Jonas Vingegaard er for lavt, mener han selv og fremhæver Giro d'Italia som meget uforudsigelig.
Jonas Vingegaard kan i løbet af de kommende tre ugers tid blive den kun ottende rytter gennem tiderne, der har vundet Tour de France, Vuelta a España og Giro d'Italia.Han mangler sidstnævnte, men er kæmpefavorit til årets udgave, hvor en stribe stærke navne, der var forventet til start, har måttet melde forfald.
Selv tager jyden intet for givet på en rute, der byder på én enkeltstart og syv afslutninger op ad stigninger.
- Jeg synes, Giroen er mere uforudsigelig. Man skal være klar hver eneste dag, fordi man i højere grad end andre løb kan støde ind i overraskelser overalt, siger Vingegaard til La Gazzetta dello Sport ifølge AFP.
Mange bookmakere udbyder meget beskedne odds på, at Vingegaard vinder Giroen. De svarer til, at han har omkring 80-85 procents chance for samlet sejr.
Det ville han ikke selv spille på, siger han til det danske cykelmedie Feltet.dk.
- Man kan styrte. Jeg kan blive syg og udgå. Man skal ikke sælge skindet, inden bjørnen er skudt. Selvfølgelig er mit mål at vinde. Men der er også andre gode konkurrenter, siger Vingegaard.
Danske Spil udbyder aktuelt odds 3,9 på, at Vingegaard ikke vinder Giroen. Det vil sige, at man får udbetalt 390 kroner for en indsats på 100 kroner, hvis Vingegaard ikke når øverst på podiet.
Giulio Pellizzari (Red Bull), der blev nummer seks i klassementet sidste år, er næstfavorit til den samlede sejr. Herefter følger folk som Felix Gall (Decathlon), Adam Yates (UAE Team Emirates) og Egan Bernal (Netcompany Ineos).
/ritzau/